Øko-kørsel: Her er de unge eksperters bedste råd

Du kan gøre din pengepung og miljøet en tjeneste ved køre længere på literen. I netop denne uge samles nogle af verdens bedste øko-kørere i London til Shell Eco-marathon – her kan du få eksperternes tips til bedre brændstoføkonomi

27. juni 2016

I denne uge indtager over 3.000 europæiske ingeniørstuderende Londons olympiske by med deres selvbyggede, hyper-brændstofeffektive køretøjer for at deltage i Shell Eco-marathon, der løber af stablen i den engelske hovedstad. 

I alt deltager cirka 230 biler, som kører på alt fra syntetisk diesel til brint, el og almindelig 95 blyfri.

Danske eksperter i økokørsel

Det bliver beskrevet som et slags Le Mans-ræs for økobiler, hvor både kørere og pitmandskab er unge Georg Gearløs typer. Så har du et indre billede af Shell Eco-marathon - det uofficielle VM i økokørsel.

På banen i London, som snor sig rundt i Queen Elizabeth Olympic Park, finder vi studerende fra både DTU i Lyngby og Aalborg Universitet. Begge hold stiller, som reglerne foreskriver, med biler, de selv har designet og bygget. Og det er biler, som vil få enhver, der drømmer om at spare brændstof, til at sende misundelige blikke.

De ingeniørstuderende fra Aalborg stiller til start med en lille bil med en brintdrevet brændselscelle, superøkonomiske dæk fra Michelin og en fjerlet konstruktion i kulfiber og plast. Den kører, hvad der svarer til 650 km på en liter brændstof.

Du kan spare mindst 10%

Selv om bilen ikke er godkendt til kørsel på almindelig vej, og den er lavet til at levere varen på banen ved Shell Eco-marathon, er der alligevel ting, almindelige bilister kan lære af de studerende. Det mener i hvert fald to af Aalborg-holdets eksperter i brændstofoptimering, Nicolai Sørensen og Nikolaj Grønkær, der deltager i løbet for anden gang i år.

- De ting, vi arbejder med på økobilen til Shell Eco-marathon, er måske nok fremtiden for, hvad vi kommer til at se i almindelige biler. Men det er ikke alene teknikken, som får vores bil til at køre ekstremt langt på literen. Hvordan du rent faktisk kører bilen, har også stor indflydelse på, hvor mange procent du enten taber eller vinder under din kørsel, forklarer de to ingeniørstuderende.

Samstemmende peger de på, at der ligger mange ekstra kilometer i hver optankning for en almindelig bilist, hvis bare vi tænker lidt, som man gør på holdet fra Aalborg Universitet.

- Det lyder måske banalt. Men ved at se på små detaljer, som din kørestil, unødig vægt, bilens aerodynamik og lufttrykket i dækkene, vil du nemt kunne køre 10 procent længere på literen, lyder den opmuntrende besked.

Herunder kan du se holdets fem gode råd til øko-kørsel:

Fem tips til brændstofeffektiv kørsel

- Kig frem i trafikken og brems ikke unødigt. Det koster brændstof at accelerere bilen. Løft foden for speederen i god tid, så du udnytter bevægelsesenergien i bilen frem mod lyskryds.

- Sluk for aircondition, el-bagrude, sædevarmer osv., når der ikke er strengt brug for dem.

- Reducér vindmodstanden ved at afmontere tagbagagebære, der ikke benyttes, og rul vinduerne op.

- Begræns unødig vægt - højre vægt er lig med flere kilo, der skal accelereres. Så fjern unødige ting i bagagerummet og overvej om reservehjulet kan skiftes ud med et dækkit.

- Tjek lufttrykket på alle dæk mindst en gang om måneden. For lavt dæktryk øger rullemodstanden og dermed brændstofforbruget.

Mere

Måske er du interesseret i...