Familiebiler som BMW 3-serie er en populær import-model på det danske marked.

© Søren Juul // Bil Magasinet

Nye afgifter gør det billigere at importere brugte biler

Når de nye regler træder i kraft fra i morgen, er det ikke kun de nye biler, der bliver billigere. En række selskaber står klar til at hjælpe med at importere biler fra udlandet til lavere priser end hidtil.

21. november 2016 af Esben Skrumsager

Et flertal i Folketinget har besluttet at sænke registreringsafgiften på nye personbiler og motorcykler. Men det betyder samtidig, at det også bliver billigere at importere et tilsvarende brugt køretøj fra udlandet.

Afgiftsreduktionen slår igennem allerede fra i morgen – tirsdag den 22. november – og hos blandt andre Quick Import i København, der har specialiseret sig i at hjælpe både private købere og professionelle forhandlere med at importere brugte biler, er man nu klar til at afregne registreringsafgiften med Skat efter de nye, lavere satser.

- Den lavere registreringsafgift på nye køretøjer smitter også af på de brugte, der importeres fra udlandet. Afgiftsnedsættelsen er på op til kr. 10.710,- for en fabriksny bil, og besparelsen ved import af en brugt kan også løbe op i adskillige tusinde kroner, fastslår Jens Peter Larsen, der er adm. direktør i virksomheden.

Hidtil har registreringsafgiften for personbiler udgjort 105 % af de første kr. 82.800 og 150 % af værdien derover. Med de nye regler hæves grænsen for den lave sats til de første kr. 106.600 og 150 % af værdien derover. For motorcykler betyder lempelsen, at grænsen for det høje skalaknæk hæves fra kr. 26.700 til kr. 33.600.

Afgift på importkøretøjer

For at beregne, hvad den nye, lavere registreringsafgift vil udgøre for et importeret, brugt køretøj, skal der laves en vurdering af køretøjets handelsværdi. Hos Quick Import og lignende selskaber kan man få en bindende forhåndsvurdering, så kunden kender de præcise omkostninger inden import af det brugte køretøj. 

- Det er præcis et år siden, at Folketinget vedtog at reducere den høje sats i registreringsafgiften fra 180 % til 150 %. Det gav markante prisfald både på nye køretøjer og importerede brugte køretøjer. Siden har vi oplevet en markant stigning i interessen for import af brugte køretøjer, og med den seneste afgiftsreduktion bliver interessen formentlig endnu større, vurderer Jens Peter Larsen.

Måske er du interesseret i...