Her er bilsælgernes tricks

Hvad er det for et spil, der foregår i kulissen, når du skal købe en ny bil? Vi giver dig svarene

29. januar 2016 af Thomas Schiermacher

Indholdet fortsætter efter annoncen

I Danmark er prisen et af de vigtigste parametre for nye biler. Og i følge Peter Kirring, adjunkt og underviser i salg på biløkonomuddannelsen på Cphbusiness i København, hopper vi på den.  

“Prisen er et af de vigtigste parametre for at få dig ind i bilforretningen,” siger Peter Kirring, som uddanner fremtidens bilsælgere og derfor har indgående kendskab til den markedsføring og de tricks, som sælgerne bruger, når de skal have en kunde til at skrive under.

Når først du er kommet ind, er det op til bilsælgeren at gøre sit arbejde så godt, at det ender med, at du skriver under på en slutseddel.

“Det er selvfølgelig ikke alle bilkøbere, der kun fokuserer på prisen. Men det er et vigtigt parameter, når du står konkret og skal vælge mellem enkelte mærker, modeller og udstyrsvarianter. Hos de fleste bilforhandlere kan man få den samme bil i tre varianter. Den billigste er megaskrabet – nærmest helt uden udstyr. Nummer to i rækken er nogenlunde veludstyret, og den tredje er markant dyrere end de to andre. Faktisk er den ofte så dyr, at det slet ikke kan betale sig at købe den,” siger Peter Kirring. 

Indholdet fortsætter efter annoncen

Den menneskelige psyke reagerer ofte kraftigt på at gå glip af noget. Så selv om det ser ud som om, du har et valg, så er modelprogrammet skruet sådan sammen, at forhandleren har let spil. Du vælger den midterste modelvariant.

“Man gør det fordi, to muligheder er for lidt. Her ville nogen vælge den dyreste fra og tage den skrabede model. Med tre modeller kan man vælge den dyreste fra og føle, at man sparer penge og alligevel får en masse i i forhold til den allerbilligste. Og så glemmer man, hvad den, man egentlig køber, koster og fokuserer kun på, hvor meget man sparer på at vælge den dyreste fra”, lyder det.

Samme trick bruges af forhandlerne, når de sætter kampagnemodeller til salg.

“Forhandlerne ved godt, at køberne bider på, hvis de føler, at de er ved at miste et godt tilbud. Derfor laver de tidsbegrænsede tilbud eller meget begrænsede oplag; ‘Vi har én tilbage – du kan lige nå det, men skynd dig, der er mange interesserede’, siger de. Og så kan man næsten ikke sige nej,” fortæller Peter Kirring.

 

5 gode råd til dig som bilkøber

1. Hvad er vigtigst?
Hvilket udstyr har du brug for? Skal der være aircon, men er det lige meget med bakkamera? Og kan du nøjes med en mindre attraktiv farve til gengæld for en lav pris? Sørg for at have dine prioriteter på plads, inden du står overfor bilsælgeren.

2. Tjek markedet hjemmefra
På bilmærkernes hjemmesider er der ofte en byg-din-bil-funktion, hvor man kan konfigurere en bil med udstyr, farve, motor og så videre. Det giver et godt overblik. 

3. Prøv flere biler
Selv om du er mest lun på en bestemt model eller et mærke, så prøv to-tre andre biler fra andre mærker. Måske får du en aha-oplevelse ved at tænke ud af boksen. Og tag en ven eller en partner med. De kan holde dig på jorden, så du ikke forelsker dig hovedløst første gang, du fanger duften af ny bil.

4. Tal pænt
Få en god snak med sælgeren. Det giver ingen mening at være på kant med sælger fra første sekund, for så går det hele i hårdknude. Husk at spørge til alt! Kvalitet, test og EuroNCAP-stjerner (sikkerhed). Spørg til det reelle brændstofforbrug og lad sælgeren fortælle. Jo mere du ved, des mere skyts har du til den endelige forhandling. Stil åbne hv-spørgsmål, der ikke bare kan besvares med et ja eller et nej. Spørg meget hellere “Hvad skal der til, for at vi kan lave en forhandling?” end “Kan vi lave en forhandling?”.

5. Tag det roligt
Lad være med at virke alt for begejstret. Er du vildt entusiastisk, ved bilsælgeren, at der ikke skal gives meget rabat og ekstraudstyr, før handlen er i hus. Henvis til prisen på bilen hos andre forhandlere eller på andre mærker, hvor prisen er lavere eller udstyrsniveauet højere. Tag tilbuddet med hjem og sov på det, før du slår til.

God biljagt!

Mere

Måske er du interesseret i...

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen