© Bil Magasinet

Guide: Sådan trækker du en bil fri

Er du eller din nabo kørt fast? Så tjek vores 2-minutters guiden til at komme fri igen

7. januar 2016 af Steen Bachmann

1. Slå katastrofeblinket til
Det er godt nok ingen katastrofe at være kørt fast - men du skal slå alarmblinket til på både din egen og den fastkørte bil, inden du begynder. Placér også en advarselstrekant i god afstand, så andre trafikanter vågner op.

2. Kend din bil
Kører du i en Hummer H2, er det ikke det store problem at trække en Toyota Aygo fri - men kører du i en Aygo, må vi fraråde at prøve at trække 2,8 ton Hummer fri (det kan føre til ufravillig afmontering af bagakslen). Bemærk, at de fleste nye biler har et såkaldt trækøje i bagagerummet eller handskerummet - det er et øje i stål med gevind på, som du skruer fast foran eller bag på bilen. Typisk kan det skrues på under kofangeren, men tjek det lige INDEN, du får brug for det.

3. Brug et ordentligt træktov
Et godt træktov koster ca. 100 kr. og skal have den tyske TÜV-godkendelse. Glem ALT om at bruge tovet fra juleguirlanden eller æresporten fra faster Anna og onkel Kurts sølvbrullyp - brug kun et træktov. Bemærk, at det skal være godkendt til minium 2,0 ton for at trække en almindelig bil fri.

4. Start motor, og slå ratlås fra
Sørg for, at motoren er startet i den fastkørte bil, at ratlåsen ikke er slået til, og at hjulene peger lige ud. Bilen skal være i frigear.

5. Start stille og roligt
Kører du i en almindelig bil, så stram tovet roligt, og giv gas i 1. gear. Har du en stor tung bil, kan du starte i 2. gear.

6. Træk kun lige ud
Hvis muligt, skal du kun trække den fastkørte bil lige ud af snedriven. Derved er der mindst mulig belastning på tovet, og det bliver nemmere at styre den fastkørte bil ud af sneen.

7. Stop, mens legen er god
Det kan være svært at styre to biler samtidig på en isglat vej med kun 2-3 meter mellem dem, så bugsér så kort distance som muligt.

Måske er du interesseret i...