© Filip Mroz

Guide: Forskellen på vinter- og sommerdæk

2-minutters guiden: Hvad er forskellen på sommerdæk og vinterdæk? Derfor skal du køre på vinterdæk om vinteren

14. november 2017 af Jan Lang

Et vinterdæk er grundlæggende blødere og mere fleksibelt, når det bliver koldt. Dermed bliver vejgrebet langt bedre, så sandsynligheden for udskridning mindskes, mens standselængden bliver kortere.

Vinterdækket er opbygget af en stor mængde lameller, der giver mange kanter, som griber fat i vejoverfladen. Omvendt er sommerdækket mere enkelt opbygget med større ensartede overflader, der giver mere vejgreb og kørselskomfort i varmt vejr.

Bedste løsning: To sæt dæk
Mens det er en dårlig idé i forhold til sikkerheden at køre på sommerdæk om vinteren, så er det i forhold til totaløkonomien en dårlig idé at køre på vinterdæk, når det er varmt. De bliver ganske enkelt slidt hurtigere end sommerdæk.

Den bedste løsning er at have to sæt dæk. Vinterdæk, når det er koldt - og sommerdæk, når det er varmt. Kører du kun på sommerdæk, bliver sikkerheden forringet markant. Kører du kun på vinterdæk bliver de hurtigere slidt op. Du kan forvente, at et vinterdæk kan holde til omkring 45.000 kilometers kørsel. Husk, at du ikke slider på sommerdækket, mens det står i kælderen, hvorfor der ikke er nogen reelle ekstraudgifter udover udgiften til at få skiftet dækkene (du kan godt gøre det selv).


Mønsterdybde: Vigtigst på vinterdæk
Færdselsloven fastslår, at dækket mindst skal have 1,6 mm slidbane eller mønsterdybde. Det er alt for lidt ifølge en lang række eksperter såsom FDM og Færdselsstyrelsen. De anbefaler at der mindst 3,0 mm slidbane/mønsterdybde på sommerdækket, og det er endnu vigtigere med mønsterdybden, når der er tale om vinterdæk. Her er anbefalingen, at der mindst er 4,0 mm mønsterdybde.

Sådan vælger du det rigtige vinterdæk
I de senere år er det blevet moderne, at have større dæk og fælge på bilen. Teknisk chef Jesper Sørensen fra Bridgestone Danmark anbefaler imidlertid, at man vælger en vinterdækstørrelse som er lig med standardmonteringen på bilen. Det vil sige, at selv om bilen er udstyret med 18” sommerdæk, som er eftermonterede, så bør vinterdækkene kun være i størrelsen 16”, hvis det er den dækstørrelse som blev leveret sammen med bilen.

Det moderne vinterdæk
Udviklingen af dæk betyder, at kørekomforten og totaløkonomien ved at køre på vinterdæk er markant forbedret de senere år. På et nyt vinterdæk som Bridgestone Blizzak LM35 er rullemodstanden for eksempel nedsat med 10-15 procent, hvilket forbedrer brændstoføkonomien, og samtidig er vejstøjen reduceret med 1,0 decidel udvendigt og 2,0 decibel indvendigt.

FDM: Sommerdæk duer ikke om vinteren
”Det er helt klart, at vi anbefaler at bilen udstyres med vinterdæk af hensyn til sikkerheden. Sommerdæk dur ganske enkelt ikke, hvis man vil køre bil om vinteren i Danmark,” siger Jørgen Jørgensen, leder af teknisk afdeling hos FDM.

Måske er du interesseret i...