Dyr fornøjelse: Franske miljøbøder kan ramme de danske bilister

De franske betjente er klar med bødeblokken, når der kommer nye miljøregler fra 1. april i år. Har du ikke styr på reglerne, lyder bøderne på op mod 3.000 kroner.

23. februar 2017 af Anders W. Vorup

Næste gang du planlægger bilferie i Paris, kan du med en fordel investere i Frankrigs nye miljømærke, Crit’Air-vignetten, som skal sidde i forruden. 

Trafikmyndighederne indførte sidste år en ny miljøzonelov, hvori Paris nu har ophævet indkørselsperioden for udenlandske trafikanter. Det betyder, at bilister uden vignette i forruden risikerer en bøde efter 1. april 2017.

Det kan blive en dyr omgang

- Har man ikke en Crit’Air-vignette på bilen, risikerer man en bøde på mellem 68 og 375 euro, eller 510-2.800 kr. Herudover skal man helt særligt for Frankrig være opmærksom på, at det er lovpligtigt at have en alkoholtester i bilen, siger adm. direktør hos Applus Bilsyn, Per V. Rasmussen, som blandt andre står for salget af det franske Crit’Air-mærkat.

Formålet med de nye miljøzoner er, at nedsætte NOX-udledningen i de franske byer. Grenoble indførte allerede zonerne i november og Lyon i december.

Gamle biler kan ikke få adgang

Den blå-rød-hvide vignette er inddelt i 6 kategorier og farver afhængigt af køretøjets indregistreringsårgang, energimærkning og emissionsmængde. Danske biler produceret før 1.1.1997 kan ikke få vignetten.

Følgende franske byer ventes at indføre miljøzoner i 2017:

Avignon, Arras, Annemasse, Bordeaux, Cannes, Clermont-Ferrand, Champlan, Côte Basque-Adour, Dunkerque, Dijon, Epernay, Faucigny, Glières, Bonneville, Grenoble (Her må fra 1. januar 2017, kassebiler og lastbiler uden Crit'Air, ikke længere køre i centrum). Lill, Le Havre, Montpellier, Reims, Rouen, Saint-Etienne, Strasbourg, Saint Maur-des-Fossés, Toulouse, Vallée de la Marne.

Måske er du interesseret i...