Franske ferie-planer? Husk miljømærkat og undgå store bøder

Få styr på mærkaterne til familiens firehjulede ven. Du skal være ude i god tid, hvis du vil undgå bøder på op mod 3.000 kroner, når køreturen går sydpå til sommer.

3. juni 2017 af Esben Skrumsager


Hvis sommerens kør-selv-ferie går til eller via Frankrig, bør du allerede nu sørge for at bestille et miljøzonemærke, oplyser Frankrigs Turistråd. Leveringen kan nemlig tage op til én måned, og mærkerne kan ikke fås i Frankrig.

- Vi opfordrer folk til at bestille et Crit’air-miljømærke så hurtigt som muligt, hvis ferieplanerne går mod Frankrig – og byer med miljøzoner. Mærkerne kan ikke købes i Frankrig – de skal bestilles online gennem de franske trafikmyndigheder. Den proces tager op til 30 dage, så derfor er det vigtigt at rykke i tide, siger Christine Aby hos Frankrigs Turistråd i Danmark.

Populære destinationer på bilferien

Fem procent af de danske bilister, svarende til ca. 125.000, rejser på bilferie i Frankrig til sommer.

Dermed er Frankrig den fjerde mest populære kør-selv-destination i udlandet efter Tyskland på førstepladsen (14 procent), Italien på andenpladsen (10 procent) og Norge og Sverige på tredjepladsen (9 procent).

Kilde: Applus Bilsyn

Flere zoner på vej

Antallet af miljøzoner i Frankrig vokser. Udover Paris har også Lyon, Lille og Grenoble indført Crit’Air-mærket. Fra september kommer Strasbourg til, mens yderligere 20 byer og områder ventes at følge trop med udgangen af 2020, oplyser Frankrigs Turistråd.

Bøden for ikke at have et mærke i ruden er 68-375 euro, hvilket svarer til 510-2.800 kr.

Hvor lang tid er miljøzonemærket gyldigt?

De franske miljømærker er gyldige i hele køretøjets levetid, så længe køretøjet har samme registreringsnummer, som miljømærket er udstedt til. 

Skifter du forruden i køretøjet, skal du desværre købe et nyt mærke. Reglen gælder for alle – også udenlandske køretøjer.

Sådan bestiller du et fransk miljøzonemærke

Mærket kan kun bestilles online. 

- Klik ind på den officielle franske hjemmeside for Crit’Air: https://certificat-air.gouv.fr/en/demande-ext/cgu
- Upload registreringsattesten på bilen

En fransk miljøzonemærke koster 4,80 euro inkl. forsendelse. Leveringstiden er op til 30 dage, så bestil i god tid.

Måske er du interesseret i...