© bilmagasinet.dk

Vmax-legende: Stilfuld italiener

Kristian var ikke helt tilfreds med udseendet på sin Alfa 156 Sportswagon - så det blev der gjort noget ved!

17. februar 2011

Kristian har tidligere i Vmax vist sine evner som bilbygger med det italienske bilmærke Alfa Romeo. Dengang for godt et år siden var det en Alfa 156 1,6 sedan. Nu har bilsælgeren fra Helle Biler i Kolding kastet sig over en 156 2,0 Sportswagon, eller stationcar kunne vi vel kalde den på dansk.

- Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg har valgt en stationcar, for jeg har ikke brug for pladsen. Men det giver ligesom mere opmærksomhed, når man arbejder med styling på en stationcar, forklarer Kristian.

Målet med Kristians Alfa Romeo 156 Sportswagon var klart lige fra starten. Den skulle holdes i en helt clean stil, hvilket sikkert gælder mange Alfa-fans, som ikke mener man skal lave for meget om på det oprindelige italienske design.

© bilmagasinet.dk

Masse små detaljer

Ved første øjekast er det de kæmpe 19 tommer ruller, der straks fanger øjet. Med den ekstreme sænkning på omkring 110 mm, ser de flotte Audi A8 fælge meget store ud på Kristians Alfa 156. Men hvorfor Audi-fælge på en Alfa, kunne man fristes til at spørge?

- Jeg synes de ser fantastisk flotte ud og udstråler stil og høj klasse, og det var jo lige det, som jeg gik efter med min bil, siger Kristian, som også har beholdt Audi-kapslerne på fælgene. De er for øvrigt monteret med Pirelli 215/35-19 dæk. Undervognen er fra KW og selvfølgelig fuldt justerbar.

Når man efter et stykke tid begynder at fortrænge, hvor imponeret man er over fælg-udseende, opdager man at bilen faktisk er mere ombygget, end man lige tror. Der dukker lige pludselig en masse små detaljer op.

F.eks. ser kofangerne jo slet ikke ud som på en standard Alfa 156. Både for og bag har Kristian lavet det man kan kalde et clean look. Alle lister, nummerpladeholdere, sprinklerdyser og hvad der ellers kan genere øjet, er simpelthen fjernet og spartlet ud.

© bilmagasinet.dk

Det fortsætter indenfor

Det samme indtryk fortsætter i kabinen, altså at man først efter et stykke tid opdager de mange modifikationer. Den er først og fremmest lavet om til den faceliftede 2002-model. Der er kromringe omkring instrumenthus, ventilationsdyser både for og bag samt kromhåndtag. Sæderne er originale sportssæder fra Alfa Romeo.

På lydsiden er der indbygget et ganske vellydende ICE-anlæg, som for det meste består af komponenter fra Blaupunkt. I bagagerummet finder man f.eks. forstærkereffekt på 1000 watt samt to råfede Stealth 12 tommer subwoofere!

Anlægget består også af DVD-afspiller og en PlayStation2 spillekonsol. To tv-skærme i nakkestøtterne giver derfor bagsædepassagererne mulighed for enten at se de hotteste film eller spille PS2 spil. Og det hele med en imponerende lyd - især på DVD-filmene.

© bilmagasinet.dk

Udstødningssystem fra Ragazzon

I motorrummet er der ikke sket det helt store, for udover et K&N injection kit og chiptuning, så er det mest motorlyden som imponerer. Selvom Kristian mener at hans Alfa 156 har omkring 170 hk, så må jeg indrømme at det ikke er nogen racer. Min 110 hk dieselhakker kunne faktisk ganske let følge Kristians Alfa ved accelerationer.

Lyden fra det italienske udstødningssystem Ragazzon falder dog lige i min smag. Systemet har erstattet originaludstødningen fra katalysatoren og bagud. Og det giver den i forvejen vellydende Alfa 156 2,0 Twin Spark en nærmest raceragtig sound.

Bremserne er for øvrigt blevet optimeret med 320 mm Brembo foran, så Kristian ikke får problemer med at stoppe den fine Sportswagon.

© bilmagasinet.dk

Bilen blev lavet på halvanden uge

Ved flere af sommerens stylingskonkurrencer har Kristians Alfa 156 opnået flotte resultater. Bilen har bl.a. vundet konkurrencen som den flotteste Alfa Romeo ved det internationale Alfa træf på Fyn samt en samlet 6. plads ved RaceX 2004.

- Ja, da jeg købte bilen havde jeg planlagt at lave den færdig til det store Alfa-træf først på sommeren. Men jeg havde af en eller anden grund set forkert på kalenderen, for da jeg troede der var to uger til træffet, var der kun én uge. Så vi fik travlt og der blev arbejdet i døgndrift fra mandag til fredag. Vi blev færdige klokken 04:00 fredag nat inden træffet, fortæller Kristian.

Men det var åbenbart arbejdet værd, for det blev som sagt til en førsteplads. Og så er det sjove ligesom gået af projektet for Kristians vedkommende. Derfor vil han sælge bilen og bygge en ny stationcar. Hvilken model det bliver, får vi ikke at vide, før den står klar. Men med Kristians evner til at sammensætte et cool udseende, så kan vi allerede godt begynde at glæde os.

© bilmagasinet.dk

Måske er du interesseret i...