© bilmagasinet.dk

Vmax-legende: Pølse-Gunnar

Mød morfaren Gunnar, der er gennemført biltosse og kører streetrace i tunet Sierra Cosworth

14. juni 2011

Hvis du går med den tro, at det med fart og spænding forsvinder, når man kommer lidt op i årene, så skal du ikke læse denne historie. Den beviser nemlig det stik modsatte.

Det hele startede med, at 16-årige Marie sendte en mail til mig og fortalte om sin morfar, Pølse-Gunnar.

- Han er biltosset, har en vild Ford Sierra Cosworth med 400-500 hk og kører streetrace med den. Er det mon ikke noget, der kunne have Vmax’ interesse, spurgte Marie?

Jo, for pokker, skrev jeg tilbage. Hvornår kan vi komme og besøge ham, uden at tænke på, at Pølse-Gunnar bor i Hirtshals, hvilket er af de steder i Danmark, der er længst fra redaktionens fort på Frederiksberg i udkanten af København.

© bilmagasinet.dk

Ikke helt normal

Selvom afstanden til Hirtshals er stor, så øjnede jeg straks en usædvanlig historie og tilbød derfor uden at tænke mig om, at vi kunne stille i det nordjyske, når det passede den omtalte Pølse-Gunnar.

Marie fik derfor hurtigt en aftale i stand og kontakten blev etableret til Gunnar Larsen, der har sit kælenavn Pølse-Gunnar fra de 28 år han drev en pølsevogn i Hirtshals. Ud fra Maries mail kunne jeg forstå, at Pølse-Gunnar ikke var helt normal, når det handlede om biler og fart. Altså ment på den positive måde. Hvis der altså findes sådan en.

Jeg skulle alligevel blive overrasket, da jeg efter mange hundrede kilometers kørsel, endelig mødte den utraditionelle morfar.

© bilmagasinet.dk

Morten Korch spillefilm

Efter sit pølseeventyr havde Gunnar udelukket satset på sin anden forretning, nemlig et bilværksted og forretning med salg af auto reservedele. Da jeg dukkede op i firmaet som aftalt, var Gunnar ikke lige hjemme, så jeg blev sendt ned på havnen og vente de tre kvarter, som mormor mente det varede før Gunnar atter var i firmaet.

Efter at have indtaget en kæmpe bøfsandwich med sovs, rødbeder og alt for meget af det hele, det som vi på Vmax-redaktionen kalder en jydebøf, så var jeg varmet godt op til mødet med Pølse-Gunnar. Var han virkelig så speciel, som jeg havde hørt?

Mit første indtryk var en rigtig rar lille mand, som kunne havde udfyldt rollen som morfar i enhver Morten Korch spillefilm. Var han stopfyldt med benzin i blodet ? Jeg fik mine tvivl.

© bilmagasinet.dk

Hele tre Cosworth-biler

Men jeg måtte jo hellere sætte kniven i opgaven og finde ud om jeg var kørt den lange vej forgæves.

- Nå, så du har en Ford Sierra Cosworth, var mine første ord til Gunnar. Og han smilede som en rigtig charmerende filmstjerne. Jeg blev endnu mere i tvivl om det med benzin i blodet, og vi skulle da også først lige drikke to underlige dåsecolaer, før Gunnar var klar til at snakke mekanik.

- Jo, jeg har da en Cosworth. Ja, jeg har faktisk flere. Men skal vi ikke lige køre ned og kigge på dem? De er nemlig gemt lidt af vejen, så folk ikke går og falder over dem i firmaet, sagde den stadig smilende morfar.

Mens vi var på vej ud til bilen for at køre til det sted, hvor Gunnars biler stod, kom vi forbi en Ford Sierra Cosworth.

- Det er bedstemors bil, som hun kører rundt i til daglig. Vi har nemlig hele tre Cosworth-biler. Mine to er til sjov og ballade og så denne her, som er min kones, grinede Pølse-Gunnar.

© bilmagasinet.dk

Købte to på en gang

De to Sierra Cosworth sedan med baghjuls-træk købte Gunnar i Køln for 8 år siden. Den ene blev der betalt afgift af dengang, da den skulle bruges til almindelig kørsel på landevejen.

- Den anden skulle kun bruges til narrestreger, og som et hobbyprojekt, når der har været lidt tid tilovers. Blandt andet har jeg selv lavet et fint topstykke til den, hvor jeg vel har brugt omkring 70 timer på bearbejdningen. Jeg har også lavet et 3 tommer udstødningssystem, skiftes dyserne ud til den grå type, chiptunet den og ikke mindst Stage 1-kittet fra DP Motorsport i England, som Bruno Hansen skaffede mig. Det har givet bilen en del over 300 hk og ikke mindre end 500 Nm. Bilen kører faktisk rigtig, rigtig godt, fortæller Gunnar.

Det kan jeg kun give ham ret i, for jeg fik lidt senere på dagen mulighed for at prøve bilen. Hjulspind i fjerde gear beviser, at der er krummer under motorklappen. Gunnar har de sidste par år bl.a. deltaget i Nordsø Action Day med bilen, og ellers bare brugt den til lidt sjov engang imellem.

© bilmagasinet.dk

Racerbil fra Østrig

Interessen for disse Ford Cosworth biler skulle i vinter for alvor stå sin prøve. Gunnar havde i længere tid set en Sierra Cosworth 4x4 bane racerbil fra Østrig til salg på Mobile.de. Prisen var måske lidt for høj, men Gunnar fik en tyskkyndig til at skrive et brev, at Gunnar gerne ville købe bilen, men ikke betale det beløb som ejeren forlangte.

- Vi fik ham ned i pris, og så var jeg jo nødt til at køre helt ned og kigge på den. Bilen stod syd for Graz tæt på den slovenske grænse. Uha, en lang tur på omkring 3.500 kilometer. Da jeg så kom derned, var bilen ikke så fin ud, som jeg havde forventet. Den vil jeg ikke have med hjem, sagde jeg. Men efter at have kigget bilen lidt nærmere efter i sømmene, så kunne jeg godt se at teknikken ikke fejlede noget, forklarer den Cosworth-gale Pølse-Gunnar.

Så hjem til Danmark kom bilen, og Gunnar gik straks i gang med en tiltrængt renovering af bilens udseende. Et nyt tag blev bl.a. svejset på og bilen totalt adskilt og malet i en fræk sort lakering.

- Jeg har ikke rigtig kunne få så meget at vide om motoren, udover at jeg kan se at den udvendigt har nogle af de dele, som de engelske racingkits består af. Men turbo og andre vitale dele er anderledes, og bilen er da også bygget til at køre baneløb i Østrig, fortæller Gunnar, der er spændt på at se hvad der gennem sig, når motoren en gang skal skilles ad.

© bilmagasinet.dk

Lugter som nytårsaften

At det er en racerbil er man slet ikke i tvivl om, når man kigger indenfor i kabinen. Udvendigt ser den sorte Cosworth nærmest civil ud, dog med en ret så markant og lav front. Men i kabinen er der et sikkerhedsbur, der vil kunne godkendes af de skrappeste motorsportsofficials.

Udover de mange meter sikkerhedsrør, så er kabinen total strippet for overflødig vægt. Selv alt i dørene er alt pillet ud. Kun et racersæde, en 6-punkt sele og et kæmpe turbometer præger kabinen. Turbometeret stammer for øvrigt fra en af Holger Helles gamle rallybiler. Spøjs detalje.

- De sidste par år har folk drillet mig med, hvad det var for en cigar jeg kørte i, og hentydede til min Sierra Cosworth med standardudstødning. Den lyder nemlig ikke af ret meget. Derfor har jeg bygget et kæmpe rustfrit system helt uden lyddæmpere, så publikum i år kan få den herligste lyd fra min bil, griner Gunnar,

Mens han starter bilen op, slutter vores samtale helt naturligt. Bilen larmer nemlig så meget, at den under ingen omstændigheder ville komme til start til et løb på Jyllands Ringen. Her ville støjmåleren gå total agurk. Desuden rammes jeg af en meget herlig duft af racerbenzin.

- Er det ikke dejligt. Det lugter jo ligesom nytårsaften, klukker Gunnar.

© bilmagasinet.dk

Topgearet teenager

Selvom hans nye sorte legetøj er bygget til brug på en racerbane, så var Gunnar ikke bleg for at sætte et sæt prøveplader på bilen, og tilbyde at vi kunne køre en tur ned på havnen. Jeg prøvede forgæves at følge Gunnar i den Sierra Cosworth jeg havde fået stillet til min rådighed. Altså den med en del over 300 hk, som Gunnar havde udtrykt det.

Men når Gunnar fyrede sin nye stolthed af, så kunne jeg se at den sorte racer bare forsvandt, selv jeg gjorde alt for at følge med. Jeg var imponeret over både den tidligere racerbils præstationer, der formentlig ligger et sted mellem solide 400 og 500 jyske hk, men også over denne morfar, som var ligeså fyldt med fart, som en topgearet teenager til et technoparty.

Dejlig livsbekræftende at møde en person som Pølse-Gunnar. Han gjorde mig glad, for nu kan jeg se, at jeg har mange år foran mig, hvor jeg kan opføre mig ligeså tosset som Gunnar. Og heldigvis for det. Længe leve drengerøven.

© bilmagasinet.dk

Måske er du interesseret i...