© bilmagasinet.dk

Vmax-legende: Fryd for øjet

Vi ser tilbage på Olivers smukke og lynhurtige Mazda RX-7 med biturbo

25. februar 2011

Da jeg modtog en email fra amerikanske Oliver med et billede af et imponerende flot motorrum fra en Mazda RX-7, var jeg sikker på at bilen kom fra USA. Det var ikke kun den engelske tekst, der gjorde at jeg troede at bilen ikke var dansk. Jeg havde heller aldrig set sådan et RX-7 motorrum i Danmark.

Jeg fik nærmest et chok, da jeg åbnede det næste foto i mailen. Bilen var jo på danske nummerplader. Fantastisk.

Oliver spurgte beskedent om jeg var interesseret i at lave en artikel til Vmax med hans RX-7. Om jeg var? Naturligvis, skrev jeg straks tilbage til dansk-amerikaneren.

© bilmagasinet.dk

Thuja-hække

Aftalen om foto af bilen kom hurtig i stand, og jeg skulle mødes med Oliver i hans hjem i Randers. Et rigtig typisk parcelhus kvarter med næsten alt for pæne huse, velholdte haver og murede garager. Var det virkelig her jeg skulle finde denne seje japanske sportsvogn?

Adressen var rigtig, men jeg tøvede lige 5-8 sekunder inden jeg kørte ind ad den flisebelagte indkørsel omkranset af thuja-hække til alle sider. Måske skulle jeg have taget min hjemmestrikkede cardigan på, og ikke mine for-vaskede cowboybukser og hættetrøje?

Nå, men frem i døren kom en venlig mand, der sagde: Velkommen Henrik. Det måtte altså være det rigtige sted.

© bilmagasinet.dk

Tidligere racerkører

Oliver bød mig meget venligt indenfor og et glas rigtig cola kom på bordet, så vi kunne snakke lidt om artiklen. Hvordan var denne stakkels amerikaner havnet i denne ægte danske familieidyl?

- Jeg mødte min kone, da hun var au pair-pige i USA, og vi boede mange år i USA. Vi forsøgte faktisk at bo i Danmark i en periode for nogle år siden, men det gik ikke så godt. Men for fire år siden besluttede vi os for, at vi ville bosætte os fast i Danmark igen, fortæller 40-årige Oliver.

Hans store interesse for biler havde han haft i mange år, og kørte bl.a. racerløb i USA i mindre formelbiler. På væggen i garagen hænger billeder, pokaler og andre beviser på, at Oliver har kørt på alle de store kendte amerikanske racerbaner.

© bilmagasinet.dk

Måtte have noget sjovt

Selvom han de første år havde meget svært ved at forstå, hvorfor bilerne i Danmark skulle koste så meget, så kunne han ikke holde sig tilbage fra at købe en dyr bil.

- Jeg måtte have noget sjovt og en bil som jeg kunne gå og pusle om. I USA havde jeg set en del Mazda RX-7, og det var en bil som jeg godt kunne tænke mig. Så valget faldt naturligt på den, fortæller Oliver.

I den tid han har haft bilen, er den langsomt blevet opdateret og modificeret med nænsom hånd. For Oliver ville gerne have noget mere power ud af bilen, men den skulle også være til at køre hverdagskørsel i.

Når man ser hvad Oliver har gjort ved sin Mazda RX-7, så kan man tydeligt fornemme, at han har tænkt over hvordan han ville lave sin bil. Det er nemlig blevet til mange mindre modifikationer, der hænger godt sammen.

© bilmagasinet.dk

Gennemført flot

Det første indtryk jeg fik, da Oliver kørte bilen ud af garagen, var at den stod gennemført flot. Selv i alle de små detaljer, og både ind- og udvendigt, så bilen ud som ny. Ja, motorrummet var endda flottere end fra ny. Og vi taler trods alt om en bil der er 10 år gammel.

Den store intercooler og de flotte forkromede rør samt masser af kulfiberdele, gør at motorrummet er en fryd for øjet. Oliver må simpelthen stå og pudse hver eneste weekend!? Respekt for det.

En Mazda RX-7 fra 1994 har en 1.3 liters wankelmotor med to rotorer og biturbo. Ydelsen er 239 hk. Med bl.a. ændret luftfilter, intercooler, elektronik og udstødning er ydelsen her kommet op på 325 hk og 406 Nm.

Nok til at kun meget få biler kan følge denne smukke Mazda RX-7, som udvendigt “kun” er ændret med en større hækspoiler og et sæt 18 Volk Racing fælge.

Mere skal der sgu heller ikke til, for man finder ikke mange biler i Danmark med sådan et flot udseende med matchende præstationer. Alt er godt tilpasset. Kort sagt en bil som jeg meget gerne ville have holdende, men ikke i garagen i et villakvarter, men på en racerbane.

© bilmagasinet.dk

Måske er du interesseret i...