© bilmagasinet.dk

Vmax-legende: Appelsin-Punto

Normalt er frugter ikke noget vi kan lide her på Vmax - altså bortset fra store meloner. Men denne friskpressede århusianske Punto-appelsin slugte vi råt!

23. juni 2011 af Mathias Brandt

Artikel fra 2004:

Hvis du var forbi DFB - Danmarks Flotteste Bil under DHB 2004, så du formodentlig en super flot orange Fiat Punto HGT med den vildeste lakering på fronthjelmen. Hvis du ikke oplevede dette vidunder, som sidst på weekenden blev bedømt til at være den femte flotteste bil i Danmark, så byder vi nu velkommen til en oplevelse lidt ud over det sædvanlige. Sæt dig i din bedste og blødeste stol, og tag med på en lang rejse ind i Punto-land.

© bilmagasinet.dk

Ikke helt nemt

For otte måneder siden gik Allan Andersen fra Århus ind til den lokale Fiat-forhandler og sagde:

- Stik mig fluks din bedste Fiat Punto!

Kort tid efter havde han en 130 hk skriggul Fiat Punto HGT hjemme i garagen. Hvad gør man så? Man begynder naturligvis at skille den ad. Nogen ville måske mene, at det var sindssygt at gøre med en sprit-ny bil. Men ikke Allan. Han begyndte straks at spartle låsene ud og montere bagskørt, sideskørter og frontspoiler, som alt sammen blev spartlet ud, så det hele kunne få et så hel-støbt udseende som overhovedet muligt. Samme tur fik det fede Ford Focus WRC- agtige scoop i fronthjelmen og de rally- inspirerede cup-spejle.

Da Allan gik og lurede på sin ombyggede Punto, fik han en umådelig trang til at gøre noget ved det kedelige firkantede tankdæksel. Han synes ikke det skulle være firkantet - nej, det skulle være rundt og i aluminium. Så spartlen kom endnu engang i aktion, og med et fantastisk resultat til følge. Men som Allan selv siger:

- Det var sgu ikke helt nemt at få et fabriksbygget firkantet hul til at blive rundt. Og så især et tankdæksel, der gerne skal være lukket helt til.

© bilmagasinet.dk

Alle regnbuens farver

Efter Punto’en havde fået hældt et halvt ton styling på kroppen, var det nu et spørgsmål om valg af lakering. Hvad ville vække størst mulig opsigt uden at virke “for meget”? Orange med guld- og sølvperlemor selvfølgelig! Men der manglede alligevel noget. Der skulle ske et eller andet spændende med fronthjelm-en. Sidste nye US-hit er naturligvis kulfiber, men Allan valgte en anderledes løsning.

I skygge kan hjelmen godt ligne kulfiber, men lad dig ikke snyde. Når solen bryder frem, skifter den pludselig farve. Er den blå? Er den lilla? Er den rød? Ja, godt spørgsmål, for denne specielle Spectra Flair-lakering indeholder alle regnbuens farver. Grundfarven er altid mørk, men alt efter lysets placering skifter farverne fra mørkeblå - over i rødlig - til et strejf af gul. Meget imponerende. Prisen er dog også temmelig imponerende. Ikke mindre end 9.000,- kroner for at få malet en fronthjelm…

© bilmagasinet.dk

GPS satellitsporing

I kabinen er der heller ikke sparet på malingen. Alle paneler er indfarvet i bilens orange farve, og det ser bare for fedt ud. Ja, se selv billederne. Resten af HGT-kabinen er fyldt med bl.a. rustfrit stål med krystallak, Momo gearknop, gearstang fra Novitec og for at holde de langfingrede fjolser væk, et avanceret alarmsystem med GPS satellitsporing. Herudover er lister, pedaler, måtter, fodhviler og håndbremsegreb fra Abarth - Fiats tuningsafdeling.

Abarths logo er i øvrigt en skorpion, og det så Allan som en udfordring. Så han begyndte straks at skære flere huller i sin stakkels Punto.

© bilmagasinet.dk

Mønterne klirrede

Nu skulle der nemlig laves Abarth-logoer. Det resulterede i den fede laserudskæring i alupladen i det forreste stykke af fronthjelmen. Samme tur fik bagenden, hvor to skorpioner bryder bagskørtets midterstykke. Rigtig fede detaljer må vi sige.

I bagagerummet er der en fin ICE installation med mærker, som du sikkert aldrig har hørt om før. Kender du f.eks. Pyle, Kicker eller Lanzar? Nej, sikkert ikke. Det er HifiSpeed.dk, der forhandler alle disse seriøse bilstereoprodukter. Tjek deres hjemmeside.

En lille historie: Da jeg kørte foran Allan med mine vinduer lukket, kunne jeg mærke den store 12” subwoofer helt inde i kraniet, og mønterne i mit handskerum klirrede lystigt. Så massivt var trykket!

© bilmagasinet.dk

DFP

Allan har dog erfaret, at tingene ikke altid lykkes hver gang. F.eks. er bilen blevet omlakeret tre gange, da glasfiber og varme ikke altid fungerer lige godt sammen. Men jeg har dog ikke rigtig noget at indvende ved denne fede appelsin-orange Punto. Måske bortset fra at Allan ikke havde monteret turbo på dyret endnu! Det er nemlig hans næste plan. Vi glæder os til en testtur, når det projekt er faldet helt på plads.

Da jeg kørte hjem fra mit møde med Allan, tænkte jeg på, at man burde lave en mærkekonkurrence i stil med Danmarks Flotteste Bil. Altså for enkelte mærker. Her ville der nok ikke være nogen tvivl om, at denne seje slæde ville løbe med førstepladsen i 'kategorien' DFP - Danmarks Flotteste Punto.

© bilmagasinet.dk

Måske er du interesseret i...