© cnfoto.se

Verdens skøreste VW Caddy

Nogle mennesker kan ikke samle et skab fra IKEA - og så er der Marty, som har bygget en VW Caddy med centermotor fra en Volvo og førersæde som i McLaren F1

23. januar 2012 af Kasper Erling

I det hellige Volvo-land, Sverige, bor en gal VW-fan. Hans navn er Marty Cronvall, og han har skabt en af landets mest unikke biler. Bilen kan du opleve live til DHB 2012 på Flyveplads Vandel den 1.-3. juni 2012!

Som lastbilmekaniker har Marty altid haft styr på den tekniske del, og hænderne er skruet virkelig godt på. Men nogen designer med moderne CAD-software er han ikke. Så da han første gang fik idéen om at bygge sin egen version af en VW Caddy, begyndte han at bygge en miniudgave af chassiset med legoklodser. På den måde var det muligt at få en præcis idé om, hvordan det endelige resultat ville blive. Og samtidig gjorde legoklodserne det muligt at vurdere konstruktionens stabilitet - bare i mindre skala.

© cnfoto.se

UD MED VW - IND MED VOLVO

Da modellen var på plads, lagde Marty en bunke stålrør på værkstedsgulvet, og så var det bare at gå i krig med at svejse dem sammen. På den måde startede Sveriges vildeste Caddy-projekt. Egentlig var det meningen, at Marty ville bruge VW’s egen 1,8T-motor, men den havde ikke nok bundtræk, så selvfølgelig faldt valget på en Volvo-motor. Nærmere bestemt den velkendte T5-maskine fra 850-serien. Den er virkelig robust, og så findes der en million dele til den overalt i Sverige. Det ærgrede dog Marty at gå fra VW-grejet, da han faktisk har fået navnet 'Golf Racing' som et registreret varemærke pga. et tidligere projekt. Volvo-maskinen blev monteret, men pludselig var der problemer.

- Da jeg fik monteret den femcylindrede T5’er i Caddy’ens motorrum, fyldte den alt for meget. Jeg er ret høj, så mine ben kunne ikke være der. Derfor måtte jeg lige tage et skridt tilbage og overveje andre løsninger. Og så slog det mig: Hvorfor ikke smide motoren om bagi?, forklarer Marty stolt.

© cnfoto.se

TRACKDAY OG DRIFT

Det viste sig hurtigt at være den helt rigtige løsning, og det var lettere end forventet. Næsten hele forenden af en Volvo 850 blev skåret ud og monteret bag i Caddy’en. Den manøvre gjorde det også muligt at bruge standard-gearkassen, trækakslen osv. Og vupti, så var Marty ved at skabe en racer med centermotor.

Planen var fra starten at bygge en bil, som både kunne gøre det godt til trackday og som driftbil. Men det var også meningen, at den skulle kunne indregistreres og få nummerplader på, så Marty kunne trille rundt på vejene i den. Og det lykkedes heldigvis for ham, så den skøre Caddy nu er 'street legal'.

© cnfoto.se

KUN ET ENKELT SÆDE

Nu lyder det hele måske som en let opgave, men sådan har det slet ikke været. Marty opdagede på et tidspunkt noget rust i taget, og så var der kun én ting at gøre: af med taget og på med et nyt! Men selvfølgelig et custombygget tag i 1,5 mm komposit, der blev limet på. Sådan har det været med alle dele på bilen, og den slags tager tid - lang tid!

Det samme er gældende for kabinen. Her har ALT været strippet totalt, og så startede Marty forfra med at montere sæder, rat osv., præcis hvor han helst ville have dem. Derfor er der også kun et enkelt sæde i bilen - og det er placeret i midten som i den legendariske McLaren F1.

Når Marty først er klatret igennem det store indvendige bur, kan han smyge sig ned i det dybe OMP-sæde. Og her er så god plads, at han kan strække begge arme ud til siderne uden at ramme dørene. Til gengæld er der ikke plads til andre.

- Jeg er jo gift, så jeg har ikke behov for at kunne samle tøser op, siger Marty med et kæmpe smil.

© cnfoto.se

Læs resten af artiklen i Vmax 153, der er på gaden fra 5/1 til 1/2 2012. Mere om magasinet her!

Glæd dig til at se bilen til DHB 2012! Læs mere om landets vildeste bilfestival her!

© cnfoto.se

Måske er du interesseret i...