Familien Hain fra Göteborg kan lige nu opleves i Detroit.

© Volvo

Volvo viser en svensk familie på udstillingen i Detroit

Hvordan ser en vaskeægte svensk familie mon ud? Det spørgsmål tænker rigtig mange amerikanske bilkøbere åbenbart over. I hvert fald har Volvo givet svaret med en alternativ biludstilling i Detroit.

12. januar 2017 af Esben Skrumsager


Audi viser Q8-konceptet, BMW udstiller den teknikspækkede 5-serie, og Henrik Fisker har taget en håbløs Hummer-kopi med på den store biludstilling i Detroit. Men hos de skøre svenskere har man grebet den amerikanske udstilling noget anderledes an.

Volvo har nemlig placeret en svensk familie på standen, så de amerikanske gæster kan opleve de lyshårede skandinavere på nærmeste hold.

- Vi gør tingene anderledes. Det har vi altid gjort, lyder det i en pressemeddelelse fra Volvo-direktør Håkan Samuelsson.

Familien Hain skal spille hovedrollen i Volvo's projekt for selvkørende biler, Drive Me.

- Vores hovedfokus har altid været menneskerne og at gøre deres liv enklere. Teknik skal udvikles for at forbedre kundernes oplevelse og gøre transport sikrere, siger Samuelsson, der dermed forsøger at forklare, hvorfor den svenske bilproducent har taget en familie med på udstillingen.

100 selvkørende biler skal testes

Volvo har tidligere proklameret, at der i løbet af 2017 vil blive sendt 100 selvkørende biler på gaden i Göteborg, og senere skal projektet udvides til andre områder. Det er Volvo's nye udviklingschef, Henrik Green, der står i spidsen for projektet.

- Vi vil lære, hvordan mennesker anvender den her teknik, hvordan brugergrænsefladen skal se ud, og hvad de vil lave, når de ikke behøver at køre selv, fortæller Henrik Green i pressemeddelelsen.

Målet er, at de selvkørende biler skal kunne købes hos forhandlerne senest i 2021.

Måske er du interesseret i...