Viper-entusiaster jagter rekordtid på Nürburgring

Amerikanske Viper-fans realiserede rekordforsøg på en meget alternativ måde - men tingene gik ikke helt, som de havde håbet.

7. september 2017

En gruppe hårdkogte private Viper-enthusiaster havde længe gået med drømmen om at sende en Viper ACR ud på Nürburgring for at sætte en rekordtid, men der var ingen hos Dodge, der havde tænkt sig at forsøge, så det måtte blive på egen hånd. 

Rekordforsøget er blevet til en realitet ved hjælp af ”crowdfunding”, som i sin enkelthed går ud på, at modtage små donationer fra private, som har interesse for projektet.

Jagten på rekorden gik i gang i starten af august, hvor en gruppe amerikanere tog til Nürburgring bevæbnet med to spritnye Viper ACR Extreme, et hold mekanikere, flere talentfulde racerkører og en stor pose gåpåmod.

Første forsøg var med racerkøreren, Dominik Farnbacher, bag rattet. Det lykkedes ham at køre rundt på Nordsløjfen på 7:03.45 min., hvilket er ganske imponerende. Til sammenligning gør en Mercedes-AMG GT-R det på 07:10.92 min.

Få 3 numre af Bil Magasinet for 99 kr. 

Men forsøget stoppede ikke der, for holdet bag var sikre på, at bilen ville være i stand til at høre endnu hurtigere. Med en ny racerkører, Lance Arnold, i sædet, gik jagten på rekorden atter i gang. Det lykkedes faktisk Lance Arnold at barbere over to sekunder af tiden, da han kørte over målstregen i tiden 07:01.3 min. Det var dog ikke uden besvær, for på selvsamme dag, som de satte den hurtigste tid, mistede holdet begge de medbragte biler. 

Den første bil måtte udgå, da differentialet gik i stykker, og efterfølgende kørte Lance Arnold galt i den anden, da der ved høj fart sprang et dæk, som førte til et stort uheld. Selv om holdet bag var sikker på, at bilen kunne køre rundt på under 7 minutter, måtte de til sidst kaste håndklædet i ringen – bilerne var smadret, og pengene var sluppet op.

Det ændrer dog ikke på, hvor imponernede det trods alt er at komme rundt på Nordsløjfen så hurtigt. Denne video understreger blot, hvor meget talent og ikke mindst ´nosser´, man skal have for at køre rundt med så høj fart.  

Måske er du interesseret i...