Video: BMW E36 går til stålet som rallybil

Er en halvgammel BMW E36 verdens bedste rallybil? Næppe, men hatten af for gutterne der i denne video giver et hav af E36'ere én over nakken.

12. februar 2018 af Frederik T. Frey

Man kan sige meget om E36-generationen af BMW 3-serie. Da den kom frem, var den, for mange, en overraskelse i sin mere komfortable, moderne og civiliserede fremtoning sammenlignet med den foregående E30-generation.

En flok efterhånden halvgamle eksemplarer har alligevel fundet deres plads i rally-verdenen, hvor folkene bag rattet ikke sparer på gassen.

Masser af motorsport-succes

Selv om mange måske mente, at E36 generelt var blød, konform, borgerlig og forsigtig sammenlignet med den foregående E30-generation af BMW 3-serie, skortede det ikke på succes inden for motorsport.

Særligt i banesporten var BMW'erne succesfulde – både som del af et fabrikshold men også med privatledede teams.

Bl.a. vandt Geoff Brabham og hans bror, David Brabham, 1.000-km-købet "Bathurst 1000" på den legendariske racerbane Mount Panorama i en BMW 320i drevet af BMW Motorsport Australia i 1997.

BMW E36 3-serie sort sedan 1994

Der er ikke meget rally over en standard BMW 3-serie E36 – men det skal ikke holde den tilbage.

Vandt også i Tyskland og England

Også på Nürburgring blev det til en sejr i det hårde 24-timers løb i 1998. Her var det, for tiden, ganske overraskende en dieselbil der vandt løbet. En BMW 320d, naturligvis i E36-generationen, blev sejrherre med bl.a. Hans-Joachim Stuck bag rattet og holdet Schnitzer Motorsport i ryggen, da den nøjsomme dieselmotor gik længere på literen og krævede færre pit stops end konkurrenterne.

Også i BTCC, det britiske mesterskab for standardvogne, tilbage i 1992 blev en E36 mester, da Tim Harvey tog mesterskabstitlen i sin BMW 318iS Coupé E36.
BMW E36 3-serie racerbil 1998 Nürburgrung

En BMW 320d E36 vandt 24-timersløbet på Nürburgring 1998 – her på vej ned i "Karusellen".

Måske er du interesseret i...