Vi kører Tesla P90D med Ludicrous-knap og autopilot

Tesla P90D kan klare 0-100 km/t på 3 sekunder, og så har den auto-pilot, så den kan køre selv. Kig med, når vi prøver begge dele her

12. november 2015 af Christian Thestrup

Indtil for nylig hed Teslas topmodel S P85D. Det gør den ikke længere. Nu kan du nemlig få P90D, som i princippet er en opgraderet udgave af P85D. Det foregår på den måde, at du – når du bestiller din Tesla – først trykker på P85D, som koster 901.000 kr. + leveringsomkostninger. Derefter kan du tilkøbe en rækkevidde-opgradering, som indebærer, at din batteri-pakke bliver på 90 kWh i stedet for 85 kWh, hvilket øger bilens rækkevidde med 6 procent. Denne manøvre bringer bilens pris op på 927.000 kr.

D’et i bilens navn står i øvrigt for Double og hentyder til, at bilen har to el-motorer – en på forakslen og en på bagakslen. Den forreste yder 262 hk, mens den bagerste leverer 510 hk. Det betyder dog ikke, at du bare kan lægge de to tal sammen og få den samlede ydelse, da det ikke er muligt at hive så mange heste ud af batteriet på én gang. Til gengld er momentet på 967 Nm, hvilket altså er ganske imponerende. Bilens rækkevidde er desuden opgivet til 520 km, men så skal du nok ikke træde speederen i bund ret mange gange undervejs.

Læs også: Her er Teslas nye Model 3

Og når du alligevel har Visa-kortet fremme, kan du jo ligeså godt købe den ekstreme hastigheds-opgradering. Den redcuerer bilens accelerationstid med 10 procent, så den kører 0-100 km/t på 3 sekunder, 402 meter (quarter-mile) på 10,9 sekunder og rammer 250 km/t. 20 procent hurtigere end i en P85D. Denne opgradering koster 87.000 kr. og kan ikke installeres uden den førnævnte rækkevidde-opgradering.

Der findes en række andre pakker, du kan tilkøbe, men en af de mest interessante er den, der gør bilen i stand til at køre selv, nemlig autopilot-pakken. Den gør nemlig, at bilen selv kan parkere (det kan du se os prøve, hvis du klikker her), og så gør den, at bilen i princippet selv kan følge vejens forløb. Bilen har en radar i snuden og 12 sensorer, der konstant scanner 360 grader rundt om bilen, hvor den registrerer de hvide striber på hver side af vejen. Og så længe de ikke er slidt væk eller forsvinder i forbindelse vejarbejde eller lignende, kan selv bilen køre med den hastighed, du sætter den til. Den kan også klare sving på op til et kvart drej på rattet. Med autopilot-pakken kan bilen også låse sig fast på en forankørende bil og følge efter den, hvilket kan være en fordel i lyskryds, da autopiloten – endnu – ikke kan se forskel på rødt, gult og grønt i lyskryds.

Her på Bil Magasinet er vi overraskede over, hvor godt autopilot-systemet virker. Især på motorvejen eller ved køkørsel, men kører du i byen, hvor der er meget vejarbejde, sidegader og sammefletninger, gælder det om at være klar til at overtage styringen, for her bliver bilen ofte forvirret.

Og inden vi går videre til videoen, tænker du måske, om det overhovedet er lovligt? Vi spurgte naturligvis politiet, inden vi tog af sted, og her er svaret ja. Du må gerne slippe rattet og lade bilen køre selv, men du er stadig personligt ansvarlig, hvis der sker noget. Og ligesom i almindelige biler må du hverken tale i telefon eller være beruset – selv om det ikke er dig, som styrer bilen. Og sådan vil det forhåbenligt altid blive ved med at være.

Men kig med her, når vi prøver Tesla S P90D med Ludicrous-knap og autopilot.

Måske er du interesseret i...