Ud i naturen: "Wild Fennec" må være verdens sejeste autocamper

Denne rå Land Rover Defender lugter mere af hardcore camping i Kenya end kystcamping i Kerteminde.

11. december 2016 af Daniel Bohnsen

Et fransk par har kombineret eventyrlyst og magelighed på én af de bedste måder, vi har set. Deres rejsevogn er en kraftigt modificeret Land Rover Defender 110" med en 2,5 liters turbodieselmotor.

Udover offroad-udstyr som snorkel, spil og LED-bar er firehjulstrækkeren nemlig udstyret med alle de fornødenheder, som et par der krydser Sahara, kunne drømme om.

Således kan taget hæves for at give plads til en dobbeltseng, og siderne skydes ud for at skabe plads til køkken-/spiseområde. Hele proceduren er selvfølgelig motoriseret og tager kun 43 sekunder. 

Når Land Rover'en er "foldet sammen" ligner den stort set en normal Defender.

© http://www.wild-fennec.com/

"Stuen" rummer både køkken med kogeplader og rindende vand samt spiseplads for to.

© http://www.wild-fennec.com/

Men ikke nok med sove-, spise, og køkkenplads er der i Land Rover'en også blevet plads til at både en brusekabine og et toilet, der kan foldes ud. Og hvis heller ikke dét er nok, supplerer Wild Fennec-Defender'en lige med en nedfoldelig træterrasse – perfekt til et koldt glas i aftensolen på Serengeti-sletten.

Til at drive al offroaderens luksusudstyr kræves selvfølgelig en del strøm, og med terrænegenskaber i verdensklasse er man nok fristet til at køre lidt uden for campingpladsernes sædvanelige arbejdsområde. Derfor har skaberne Brice og Irina monteret solcellepaneler på taget, så der er strøm til at drive hele herligheden, selvom der er langt til nærmeste kraftspændingsstik.

Reservehjul og opbevaringsboks forvandles med tryk på en knap til en lækker træterrasse med indgang til beboelsesafsnittet.

© http://www.wild-fennec.com/

Er du træt af, at bilister dytter af dig, når du er på vej på sommerferie med sneglehuset på ryggen? Så vil vi anbefale, at du bygger en model som denne  – så kan du overhale de andre trafikanter, selvom du kører på marken ved siden af vejen!

Se den seje autocamper både udefra og indefra i videoen herunder:

Måske er du interesseret i...