Thomsager: Nu må vi have cykelkørekort!

Et konstant fokus på cyklisters trafikforhold i byerne har givet cyklist-standen et anarkistisk forhold til færdselsregler. Mikkel Thomsager efterspørger et cykelkørekort, så vi kan sikre, at cyklister kender reglerne – og så vi kan skride ind, når de overtrædes.

8. juni 2017 af Mikkel Thomsager

På en helt almindelig tur gennem København blev jeg overhalet den forkerte vej flere gange. Adskillige kørte endda i fodgængerfelter og over for rødt, og de færreste gav tegn ved retningsskift. Havde ovenstående trafikforseelser vedrørt biler, ville det have været oprørende. Nu var det cyklister, og så er det jo lige meget, ikke? Ærlig talt: Nej, det er ikke. 

Problemet i byerne har antaget en karakter, som gør, at vi skal overveje, om cyklister også skal bevise, at de kan trafikreglerne. For skal man ikke kunne færdes sikkert i trafikken, før man får lov at cykle i byen? I lighed med stort set alle andre typer af trafikanter, bør et decideret cykel-kørekort være løsningen. 

Der findes masser af cyklister, der kører ordentligt og efter reglerne – efter mine uvidenskabelige iagtagelser gælder det de fleste børn og unge. Men der findes endnu flere, som kører efter egne regler, som man som bilist så må gætte sig til alt efter vej-, vejr- og lysforhold. 

Ofte er det mænd i begyndelsen af 30’erne, der kører på deres rettighed, inklusive retten til at lave egne regler, som altid tager udgangspunkt i, at bilister ikke gør det samme. Gør bilisten det, er der kontant afregning i form af gestikuleren, råben, rysten på det cyklehjelmsløse hoved og et par håndkantslag på bilen. 

Kvinder i samme alder færdes på samme måde i trafikken, men forholder sig som regel mere ydmygt til dem, der ikke har forstået cyklisternes selvopfundne færdselsregler. Er man af ultraliberal holdning, kunne man slå det hen med, at det i sidste ende er cyklisternes eget problem. I værste fald er det dem, der betaler den højeste pris. Men sådan fungerer samfundet ikke. Som bilist har man et objektivt ansvar overfor alle andre. Så næsten ligegyldigt hvad, cyklisten foretager sig af ulovligheder, ender ansvaret hos bilisten. 

Jeg troede egentlig ikke, at det var sådan i virkeligheden. Jeg tænkte, at når samfundet synes at have accepteret cyklisternes “Wild West Show” på jernheste i byerne, så er det vel også rimeligt, at det har en konsekvens, når det går galt. Men sådan er det ikke. En bekendt, der holdt i et T-kryds i sin Volvo, overså en cyklist, der kom fra højre (mod kørselsretningen på cykelstien). Bilisten påkørte cyklisten, som væltede. Cyklen tog ikke skade bortset fra ringeklokken, der knækkede af, men cyklisten fik skrammer i ansigtet. 

Mikkel -Thoms-ager har kørekort til bil og -lastbil, og er klar på også at tage ét til en cykel

Den fortumlede cyklist undskyldte over for bilisten, som ikke var umærket af situationen, men så kom politiet til, og cykel-situationen blev vendt. Bilisten havde tydeligvis ikke overholdt sin ubetingede vigepligt, og at cyklisten kom fra den forkerte siden, var sagen uvedkommende. Bilisten fik en betinget frakendelse med krav om ny køreprøve, og blev desuden trukket i selvrisko for den cykel-klokke, der var knækket af cyklen. Alt i alt en straf, der løb op i minimum 10.000 kr. plus den tid, det tager, at tage ny køreprøve. 

Cyklisten fik INGEN straf – han havde måske også fået rigeligt. En del af problemet kunne ligge i, at byrummet er blevet et cykelrum. I den rigtige godheds tjeneste bliver vore byer stadig mere cykelorienterede. I København taler kommunen nu om cykelmotorveje, som skal aflaste trykket på de almindelige cykelstier, og i flere og flere kryds bliver opmarch-området indrettet, så cyklister holder forrest ved rødt lys. Ingen – heller ikke bilister – kan være kede af det. Men det er som om, trafikplanlæggernes fokusering på cyklister som storbyens moralske trafikanter giver cyklisterne herredømmet, og dermed retten til selv at lave trafikregler og selv håndhæve dem. 

Nogle gange kan vi bilister godt se det urimelige i, at cyklister ikke må dreje til højre, når der er rødt lys. Det virker lidt fjollet, men sådan er reglerne. Problemet er, at hvis de kan gradbøjes ved højresving, så kan de vel også bøjes i andre “urimelige” trafiksituationer for cyklister, ikke? I sidste ende handler det hele om sikkerhed, men her og nu handler det om den respekt for reglerne, som er fundamentet i vort samfund. 

Politiet bør have mere fokus på problemet end den ene dag om året, hvor hele etaten rykker ud for at jage cykelanarkister og uddele bøder. Cyklisters manglende respekt for færdselsreglerne kan omgås ved, at de skal dokumentere, at de kan færdes i trafikken, før de bliver sluppet løs. //

Måske er du interesseret i...