Superstjerne med 1.200 hk slippes snart løs i Odense

For første gang nogensinde kommer superstjernen 'Mad Mike' til Danmark med sin vanvittige 1.200-hestes Mazda MX-5.

20. juni 2017 af Mathias Brandt


Det kommer til at få vildt for sig, når Auto Show Denmark for første gang slår dørene op den 2. og 3. september i det store Odense Congress Center.

De har fået lokket en helt særlig gut helt fra New Zealand til Odense. Han går under det passende navn 'Mad Mike' og med sig tager han sin grovtunede Mazda MX-5 med intet mindre end 1.200 hestekræfter under hjelmen. 

Wankel under hjelmen

Mike er et stort internationalt navn i specielt driftmiljøet. Normalt kører Mike kun til de allerstørste internationale bilevents, så det er derfor noget af et tilløbsstykke, når det nu endelig er lykkedes at lokke ham om på den anden side af jorden til lille Danmark.

- Mike kommer til Auto Show og fylder Odense med dækrøg både lørdag og søndag med sin Mazda MX-5 RadBull, som den kaldes. Publikum får altså en unik mulighed for at se og ikke mindst høre bilen med den specielle 4-rotors Wankel-motor og 1.200 hestekræfter blive skudt af i vores show-arena foran messecenteret. Hvis man bare har den mindste smule benzin i blodet, bør man ikke misse denne enestående mulighed for at opleve Mad Mike live, fortæller Martin Poorhamidi, der er arrangør af Auto Show Denmark. 

Det er ejerne af det danske bilmagasin, Boosted Magazine, der står bag det store bilshow. Det er første gang, at Boosted Magazine afholder Auto Show, men de har store ambitioner fra starten.

– Vi fylder hallerne og det udendørs område med massevis af unikke biler fra ind- og udland. Det bliver en blanding af racerbiler, custombiler, ombyggede klassikere og meget andet – og vi håndplukker det allerbedste til showet, forklarer Martin Poorhamidi.

Til Auto Show Denmark kan der opleves masser af ræs i den udendørs arena, men også andre steder på området sker der spændende ting. Gæsterne kan blandt andet opleve en af verdens største V8-motorer på hele 16,4 liter, en traktortrækker med 6.000 hk, driftbiler fra hele norden, og så vil et hold af dygtige bilbyggere forsøge at lave en komplet ombygning af en bil – midt i hallerne foran de tusindvis af gæster!

Oplev den og mange flere vilde biler til Auto Show Denmark i Odense Congress Center 2. og 3. september 2017. 

Måske er du interesseret i...