Så kig dog på vejen!

Komiker og manuskriptforfatter Thomas Hartmann kører op mod 70.000 km om året. De mange timer på vejen har gjort ham mere og mere bekymret for folk, der laver alt muligt andet end at køre bil.

20. oktober 2017 af Thomas Hartmann

Måske er det alderen. Måske er jeg blevet lettere at forarge. Eller måske vil jeg bare gerne værne om den smule liv, jeg har tilbage. Jeg bliver i hvert fald tiltagende bekymret over den alarmerende mangel på opmærksomhed, jeg ser andre trafikanter bevæge sig med. Jeg har set utallige fodgængere, cyklister, bilister og endda en buschauffør, som farter rundt med næsen i smartphones eller tablets.

Fraværet af respekt for andre menneskers liv og førlighed forstår jeg ikke, men det er mig en endnu større gåde, at ét af menneskets mest basale instinkter, nemlig overlevelsesinstinktet, tilsyneladende er sat ud af drift. Det er som om, det for københavnske cyklister – eller rettere de mest trælse af dem – er nok at vide, at bilisten oftest vil blive bebrejdet, hvis de er indblandet i et uheld. Så tænker de åbenbart ikke videre over, at deres knogler ikke heler en døjt hurtigere af, at modparten får skylden.

Men den er også gal med bilister. Når man på motorvejen ser én, der flagrer rundt i sin vognbane – og lidt i banerne til begge sider – kan man ofte se en lysende, rektangulær skive i hans eller hendes hånd. Det er en forklaring på kørslen såvel som en advarsel om, at kun 50 pct. af førerens hænder – og sikkert endnu mindre af opmærksomheden – er helliget kørslen. 

Jeg har en mistanke om, at årsagen skal findes i folks online-liv. Denne kvasi-virkelighed, der udspiller sig på deres skærm, og oftest bruges som adspredelse og tidsfordriv, alle de inputs, kontaktflader, fora og forbindelser, der skal plejes, har frarøvet mennesker i den vestlige verden evnen til at sidde stille og vente eller betragte. Inaktivitet tolkes som kedsomhed, og fluks skal LCD-alteret frekventeres.   

Sagen er, at bilkørsel ikke er en inaktivitet. Det er en aktivitet. Og oven i købet ét af de største ansvar, vi i det daglige påtager os. Det kræver fuld opmærksomhed, og er man ikke villig til (eller i stand til) at mønstre den, bør man lade være med at køre bil. Hvis telefonen er vigtigere end at følge med i trafikken, kan jeg anbefale at tage toget. Det har den fordel, at selve turen med de obligatoriske forsinkelser er af en varighed, der gør, at man rigtigt får tid til at hygge sig med katte-videoer og billeder af andres aftensmad. 

Værst er det i forbindelse med helligdage. Her er motorvejsnettet fyldt op med mentalt fraværende individer blandet med dem, der maksimalt kører tre-fire ture om året, og derfor hverken har rutine eller overblik til at bruge motorvejen. 

En påfaldende velholdt slut-halvfjerdser bil kan betyde én af to ting: enten er det et menneske, der virkelig går op i sin bil, og som også går op i at være en god bilist, eller også er det enkefru Sørensen, som maksimalt har haft bilen ude af garagen fem gange siden Halfdan gik bort for 25 år siden. 

Hun er på vej på ferie på dæk, der er sprøde som beskøjter, sidder så langt fremme, at bakspejlet er bag hendes hoved, og så langt nede, at et periskop ville være det bedste sikkerhedsudstyr. 

Når man blander hendes type med dem, der mener, at de ikke behøver at ofre den store energi på at kigge ud ad forruden, har man en sprængfarlig cocktail. Så når I bevæger jer rundt derude, så vær for guds skyld opmærksomme. Og vær især opmærksomme på, hvor mange andre, der ikke er det. Pas på jer selv og hinanden.

// Klummen er bragt i Bil Magasinet nr. 310 (Juli 2017)

Måske er du interesseret i...