© McLaren

McLaren's nye ur er dyrere end en McLaren

Selvom du ikke har plads til flere eksklusive biler i garagen, kan du stadig købe en ekstra McLaren. Den her kan lige presses ind i dit pengeskab.

22. januar 2017 af Anders W. Vorup


Ur-producenten TAG Heuer brød med McLaren for lidt over et år siden for derefter at ‘teame up’ med Red Bull Racing. Det må have trukket tårer, eftersom den prestigefulde ur-fabrikant havde været hos McLaren siden 80’erne. Der er dog intet, der er så dårligt, at det ikke er godt for noget.

McLaren hvilede nemlig ikke på laurbærene og havde ikke længe efter et nyt partnerskab i hus. Et partnerskab med den endnu mere luksuriøse fabrikant, Richard Mille. Det første produkt er netop blevet lanceret og hedder intet mindre end RM 50-03 Tourbillon Split Seconds Chronograph Ultralight McLaren F1.

200 gange stærkere end stål

Uret er et tourbillon, hvilket vil sige, at uret roterer en gang om sin aksel per minut. Den bevægelse virker som kompensation for tyngdekræften, og derfor er uret udsat for mindre slid og er samtidig mere præcist.

Derudover har den et split-sekunds funktion, der kan måle dine omgangstider, og så vejer det kun 40 gram - hvilket er mindre end et æg.

For at opnå den lave vægt har Richard Mille brugt titanium, kulfiber og ikke mindst graphene. Graphene er seks gange lettere end stål og alligevel 200 gange stærkere. Materialet kom frem i 2004, hvor to professorer fra University of Manchester vandt en Nobelpris i fysik.

Hvis uret ikke allerede står på ønskelisten har vi lige en nyhed mere. Udover at det kun bliver produceret i 75 eksemplar, vil du også modtage en 1:5 modelbil af den endnu ikke præsenterede McLaren Honda MP4-32, som Fernando Alonso og Stoffel Vandoorne vil køre i, når Formel1-sæsonen 2017 begynder.

Richard Mille’s normale ure koster omkring 700.000 kroner, men RM 50-03 vil koste dig det samme som en McLaren P1 – nemlig syv millioner kroner uden afgifter og moms.

Måske er du interesseret i...