Mazda-fabrikken står klar til at renovere din slidte MX-5

Det er snart tre årtier siden, den første Mazda kom, og nu tilbyder Mazda at restaurere den for dig. Der er bare lige en ting eller to, du skal være opmærksom på.

9. august 2017 af Mathias Brandt

Selv om det næsten kan være lidt svært at tro, så er den første generation af Mazda MX-5 snart 30 år gammel – og det kan sætte sin spor. Men det har Mazda tænkt sig at gøre noget ved. De tilbyder nemlig at restaurere din gamle MX-5’er tilbage til samme stand, som da den forlod fabrikken. Der er bare en enkelt lille detalje, som klinger lidt hult for Mazda’s europæiske kunder. 

Det er nemlig ikke kun en forudsætning, at du har pengene til at betale for en komplet restaurering – denne service bliver nemlig kun tilbudt på Mazda’s hjemmemarked, Japan. Så selv om du skulle have et brændende ønske om at få det gjort, ser det desværre ud til at være umuligt – i hvert fald, hvis det skal være af Mazda selv. 

Der findes specialister rundt om i Europa, som kan klare opgaven, så du kan stadig godt for din gamle MX-5’er tilbage til en stand, som var den ny. Og nærlæser man Mazda’s tilbud, vil man finde ud af, at restaureringsarbejdet i virkeligheden er et stykke arbejde, som de har outsourcet til en MX-5-specialist, som de har udvalgt og godkendt. 

I forlængelse af denne udmelding kommer der godt nyt til eksisterende MX-5-ejere. For Mazda har nemlig oplyst, at de kommer til at introducere nye udgaver af gammelt tilbehør. For eksempel vil du kunne få det velkendte Nardi-trærat, som kunne fås til MX-5’eren, ligesom du også vil kunne ny gearknop og en ny original kaleche. De har ligeledes indgået en aftale med Bridgestone om at producere de originale dæk, som den i sin tid blev leveret med.

Der er endnu ikke oplyst priser på hverken restaurering eller de nye reservedele. Men eftersom Mazda MX-5 har så bredt elsket rundt om i verden – er der allerede et hav af specialister derude, som kan hjælpe dig med at få din slidte Mazda MX-5 til at køre og se ud som ny igen.  

Måske er du interesseret i...