Køber Lamborghini ubeset og får sig en slem overraskelse

Denne Lamborghini Gallardo er beviset på, hvorfor man ikke skal købe en brugt superbil ubeset. Og internettet har ingen medlidenhed!

23. maj 2017 af Mathias Brandt


Som udgangspunk er det en virkelig dum idé at købe en brugt bil ubeset. Nogle gange kan man næsten være nødt til at slå til, hvis tilbuddet er godt nok. Men der er også et godt gammelt ordsprog, der siger, at hvis tingene lyder for godt til at være sandt, så er det det nok også.

Præcis dette ordsprog skulle amerikanske Nick Rienzo nok have gentaget for sig selv en gang eller to, inden han valgte at købe en brugt Lamborghini Gallardo ubeset. Bilen stod til salg i Florida, men Nick boede i Californien, så han valgte at tage sælgers ord for gode varer.

Han har lagt en over fem minutter lange video på din facebook-profil, hvor han filmer modtagelsen af sin ”nye” Gallardo.

Video vækker bange anelser

Ifølge Nick har forhandleren nærmest ikke overholdt en eneste af de aftaler, de havde lavet. Han bliver første gang nervøs, da forhandleren sender ham en video af, at bilen bliver læsset på en autotransporter. 

Her bemærker han, at bilens bremsekalibre er neongrønne, hvilket de ikke var på billederne i den oprindelige annonce. Ifølge Nick forsøger han at få stoppet handlen, men efter utallige telefonopkald, som forhandleren ikke svarer på, giver han op.

I raseri lægger han videoen samt billeder af bilen på sin facebookprofil, hvor han sviner forhandleren til for at være en plattenslager og have solgt ham katten i sækken. 

Efter Nick havde gennemgået bilen efter modtagelsen, kunne han konstatere en lang række ting, der ikke var, som sælger havde lovet. På billeder fremgår det, at bilen lækker væsker, har ridser og buler mange steder, mangler et tankdæksel og har et sæt bagdæk, som mest ligner noget, der har været udsat for en ordentlig gang burnout.

Ingen medlidenhed

Hans opslag er blevet delt mere end over 1.700 gange, og det har i skrivende stund fået 1.430 kommentarer. Hvis han havde håbet på medlidenhed efter sit opslag, må han være blevet lidt skuffet.

Folk har tilsyneladende ikke ondt af en person, som betaler 85.000 dollars for en Lamborghini uden at have set den inden. Men der er også dukket en stribe andre kulørte historien op omkring bilen. Den skulle ifølge flere kilder have været ejet af en narko-pusher samt været udlejningsbil for et eksotisk biludlejningsfirma.  

Måske er du interesseret i...