Gør-det-selv Lamborghini med motorcykelmotor

Med en livlig fantasi og hænderne skruet ordentligt på, kan man lige snuse til superbilsdrømmen, uden at have opfundet et nyt software eller vundet i lotto. Hvad siger I til en hjemmebygget Lamborghini Aventador?

30. januar 2018 af Jesper Kruuse-Jensen

Jævnligt ser vi disse replicamodeller, der prøver at efterligne originalen så godt som muligt, men resultaterne varierer ganske kraftigt fra aldeles usmagelige forsøg til imponerende produkter, som på afstand og i den knapt så bilkyndiges øjne kunne gå for at være en original model. Det er under alle omstændigheder et enormt projekt at begive sig ud i, og ens motivation må være i top for overhoved at drømme om at tage hanskerne på og svejsemaskinen frem.

Her har vi fundet en video, hvor det ikke er svært at gennemskue hvilken bil, der har stået model. Vi har selvfølgelig at gøre med en Lamborghini Aventador, men skindet bedrager naturligvis. Denne herre fra et uspecificeret asiatisk land står bag den falske mini-Lambo, og han har blandt andet forsynet den med en motorcykelmotor, der næsten mere lyder som en knallertmotor.

Hvis motoren ikke imponerer, må vi dog tage hatten af for den højdejusterbare undervogn, den justerbare hækspoiler og LED-lygterne, som ligner dem på en rigtig Aventador. Ligeledes er taget, og måden det folder sig sammen på, en mindre genialitet. Samlekvaliteten ser ikke ud til at være helt i top, men det er af mindre betydning, når bare den kan køre, og topfarten næppe er meget over 100 km/t. 

Måske er du interesseret i...