Gæt med: Hvor stammer de baglygter fra?

Vi fik en udfordring på redaktionen, men vi gav op og måtte bede om jeres hjælp. Gættede du rigtigt? Her kan du se det meget overraskende svar.

8. maj 2017 af Mikkel Thomsager

Hvilke baglygter ser du på bilen herover?

Dallara er et lille italienske racerbilsfirma, som siden 1993 udelukkende har produceret chassiser til formel-biler, blandt andet til den amerikanske Indy car-serie og den nye Formel E-klasse, hvor alle benytter samme chassis. Den 21. april kunne vi vise de første spionbilleder af, hvad der formentlig bliver Dallaras første gadebil.

Kort efter henvendte Zenvo-designer Christian Brandt sig til redaktionen:

"Kan i gætte hvor baglygterne er lånt fra?", spurgte han.

Vi havde nok undret os, men ikke spottet sammenhængen, da vi viste de første billeder af den nye sportsvogn fra Dallara. 

Når mindre bilproducenter bygger egne biler, bruger de ofte lygter og forruder fra andre biler, fordi det dyrt at udvikle egne forruder og lygter fra bunden af. Hvor forruden til den nye Dallara stammer fra, har vi ikke gættet på endnu, til gengæld undrede vi os over baglygterne, som tydeligvis var hentet fra en anden bilmodel, men hvilken?

Vi spurgte på Facebook, og her var der faktisk hurtigt et rigtigt svar.

Martin Skarnager Nielsen svarede nemlig omgående rigtigt, men det er lidt snyd, for Martin arbejder hos Zenvo, som Christian Brandt gør, så de har nok talt sammen. 

Efter hans svar fulgte mange andre bud – her iblandt Mitsubishi 3000 GT, BMW Z8, Renault Laguna Coupé og Lamborghini Countach.

Det rigtige svar er den seneste Audi Q7, hvor Dallara har taget de ekstralygter, der sidder i bagkofangeren på den store Q7. 

De er nødvendige, fordi de primære baglygter på Q7 sidder i bagklappen, så de lukker med op, når man åbner til bagagerummet. Derfor sidder der smalle, ekstra repetitionslygter i kofangeren.

Ærligt talt var der ingen på redaktionen, der gættede det. Gjorde du?

Herunder kan du se lygterne på den bil, de oprindelig er skabt til:

Måske er du interesseret i...