Finne får fartbøde på 403.336 kr.

Forleden kørte den finske forrretningsmand Reima Kuisla 23 km/t for hurtigt. Det koster ham nu en bøde på 402.336 kr.

9. marts 2015 af Christian Thestrup


Det kan være dyrt at køre 103 km/t, når man kun må køre 80 km/t. I hvert fald hvis man gør det i Finland. For at rige mennesker ikke bare kan trykke sømmet i bund og betale bøderne over betalingsservice, er størrelsen af de finske fartbøder nemlig indtægtsreguleret, så da den finske forretningsmand Reima Kuisla forleden havde en lidt for tung speederfod, faldt hammeren. Resultat: En bøde på 54.024 euro - svarende til 402.336 kr.

Ifølge Reima Kuislas årsopgørelse tjente han i 2013 63,74 millioner kroner, så bøden svarer nogenlunde til 0,8 procent af hans årsindtægt - for at køre 23 km/t over det tilladte.



Det er ikke den første bøde i den størrelsesorden, der er uddelt i Finland. I 2002 fik en direktør fra Nokia en bøde på 864.000 kr. for at køre 25 km/t over det tilladte på sin Harley-Davidson. Og i 2003 kom der for alvor penge i statskassen, da den 27-årige Jussi Salonoja, der var arving til en stor virksomhed, fik en bøde på 1,26 millioner kroner for at køre 80 km/t i en zone, hvor man kun måtte køre 40 km/t.

Den bøde stod iøvrigt i flere år som den største fartbøde i verden, indtil en diplomat fra det vestafrikanske land Guinea-Bissau valgte at køre 137 km/t i sin Ferrari Testarosa gennem en schweizisk landsby, hvilket kostede ham en hilsen på 2,45 millioner kroner. Diplomaten forsøgte at bruge sin diplomatstatus, men det gjorde kun, at man ikke måtte nævne hans navn - penge skulle stadig betales.

I Danmark er der også mulighed for at justere en fartbødes størrelse efter folks indkomst. Det skete i 2013, hvor fodboldspilleren Nicklas Bendtner efter 20 sekunders kørsel blev stoppet med en promille på 1,75. Det kostede ham en frakendelse af kørekortet i tre år - og en bøde på 842.000 kr. Bøden blev beregnet ud fra Bendtners årsløn, der var vurderet til 12 millioner kroner. Årslønnen blev divideret med 25 og ganget med promillen på 1,75. Bendtner kunne have valgt at sidde 60 dage i fængsel, men kørte i stedet Visa-kortet igennem. I øvrigt gælder dommen kun i Danmark, så han kan sagtens køre bil, når han er uden for landets grænser.


Måske er du interesseret i...