© Starke

Få forvandlet din gamle Porsche Boxster til et "historisk" klenodie

Vil du have en klassisk bil, der skal køre som en ny bil, så har amerikanske Starke løsningen. De bygger en moderne fortolkning af Porsche 356 Speedster - men du får lov at betale for det!

13. oktober 2017 af Jesper Kruuse-Jensen

Den eftertragtede Porsche 356 Speedster, som for alvor blev kendt i den amerikanske teenage-serie Beverly Hills 90210, da Dylan kørte rundt i et sort eksemplar, er efterhånden blevet en meget dyr bil. 

Men det stopper ikke den ene smarte Københavner-type efter den anden i at købe en gammel afdanket VW Beetle, der har fået monteret en glasfiberkarosse, så det ligner en 356 Speedster og smide et Porsche-logo på fronten. Hvorfor ikke gå linen ud og bygge din ’falske’ 356’er over en rigtig Porsche?

Det amerikanske firma Starke tilbyder at lave replikaer af den klassiske Porsche 356 Speedster

Til ombygningen kan Starke bruge alt første generation af Porsche Boxster fra 1998 og frem til 2012. 

Bilen bliver skilt fuldstændigt ad. Herefter monterer de nye paneler på karrossen, så den får de klassiske runde former fra 356’eren. De kedelige ’spejlægslygter’ fra Boxster bliver også skiftet til et sæt runde forlygter for at fuldende looket. Motor og gearkasse bliver der ikke rørt ved, men de fungerer også ganske fortrinligt i de velkørende Boxster-modeller.

© Starke

En Starke Speedster bliver kun bygget på bestilling, og man kan konfigurere bilen på et par forskellige måder, som mest omhandler bilens farve.

Retro-interiøret er ganske spartansk, men kommer dog med infotainmentsystem og navigation.

Prisen starter fra 380.000 kr. fra fabrikken for en Speedster CS. For omkring 500.000 kr. kan du få en Revolution Speedster Outlaw, der har et nyt udstødningssystem samt en justerbarundervogn fra Bilstein. Men bare rolig det stopper ikke her. 

Topmodellen, en Speedster Carbon Fiber Outlaw, har som navnet antyder karrosseriet fremstillet i kulfiber. Stark opgraderer også motoren til en 3,7-liter boxermotor med 375 hk. Men så skal du også hoste op med omkring 950.000 kr. Til sammenligning koster en original Porsche 356 Speedster i god stand typisk 1-1,5 millioner kr.

Måske er du interesseret i...