Dette er den grimmeste svensker-Ferrari, du kommer til at se i dag

Denne svenske bilejer vil bare have en hest på fronten, så han har lavet en ægte Randers-tuning af sin slidte, japanske slæde.

25. april 2017 af Esben Skrumsager

De svenske bilafgifter - eller mangel på samme - gør det væsentligt lettere at få fingrene i en sprød sportsvogn, hvis det er det, man går og drømmer om. 

Men selvom bilerne rundt regnet koster halvdelen af, hvad de koster på danske plader, så er det altså ikke ensbetydende med, at alle svenskere har råd til en ægte Ferrari. Det viser disse friske billeder, som vi har fået tilsendt af en af vores læsere.

Den desperate Suzuki-ejer har i hvert fald kastet sig over en temmelig alternativ styling af sin firehjulstrukne japaner, som indebærer et sæt gule tågelygter, røde striber på fælgkanterne, falske gæller på siden og ikke mindst et par stejlende heste både for- og bagpå bilen.

Billederne af den svenske "Ferrari" har vi fået tilsendt af Jakob Burkard. Tak for dem, Jakob!

Hvis du også ligger inde med et interessant, sjovt eller kugleskørt billede, er du meget velkommen til at sende det til os på [email protected]

Måske er du interesseret i...