Classic Race Aarhus efterlyser par til romantisk bunkebryllup

Den får ikke for lidt, når Classic Race Aarhus i 2017 tilbyder 10 giftelystne par at blive smedet sammen under årets racefestival. Måske er det på tide at komme ned på knæ?

28. januar 2017 af Bil Magasinet


For foden af Marselisborg Slot omgivet af smukke, klassiske biler fra en tid, hvor kvalitet og luksus var en selvfølge, tilbyder Classic Race Aarhus en helt særlig ramme om et romantisk og smukt bryllup: Champagne, hvide duge og muligheden for at kysse sin udkårne foran tusinder af publikummer med udsigt til Marselisborg Slot og den smukke kyst langs Strandvejen i Aarhus.

- Jeg tror ikke, man finder en meget smukkere ramme om sit bryllup end i Mindeparken midt under Nordeuropas bedste racefestival. Det bliver en fantastisk flot oplevelse, uanset om man er interesseret i klassisk motorsport eller ej, lyder det fra racefestivalens direktør, Mike Legarth.

Sidste år blev 10 brudepar viet i helt unikke rammer under Classic Race Aarhus, og arrangøren har valgt at gentage succesen i 2017.

Selve vielsen bliver foretaget af kulturrådmanden i Aarhus i Mindeparken. Her vil der være dækket op med blomsterranker, hvide duge, kølig champagne og rød løber til brudeparret, deres to vidner samt gæster.

Der vil også være mulighed for et flot bryllupsbillede foretaget af en af byens førende bryllupsfotografer. Herefter vil parrene få mulighed for at blive kørt rundt i Mindeparken i nogle af de smukke, klassiske biler.

For at gøre oplevelsen helt særlig og sikre, at kvaliteten er i topklasse, har Classic Race Aarhus valgt at begrænse ceremonien til de første 10 par, som melder sig til.

Læs mere om bryllup på her.

Måske er du interesseret i...