Sort Seat Leon Cupra fra JE Design

Bred Leon Cupra med seriøst "Brian"-potentiale

Er din standard Leon Cupra ikke bred nok og mangler den kræfter, bør du overveje denne opgradering fra JE Design. De tager i hvert fald hånd om begge dele.

9. november 2017 af Jesper Kruuse-Jensen

Seat har længe haft sportslige Cupra-versioner af Ibiza og Leon, og den nyeste Seat Leon Cupra er med sine 300 hk bestemt ingen undtagelse. Men den har lige manglet det sidste, for at kunne gøre sig gældende over for Ford Focus RS, Audi RS3 og de andre hurtige hatchbacks i kategorien 350-400 hk.

På Essen Motorshow viste den tyske tuner, JE Design, sin Leon 5F Cupra 300 Widebody, som har været igennem omfattende ydre modifikationer med et helt nyt og bredt bodykit, der får den iltre spanier til at se yderst maskulin og aggressiv ud. 

Selvfølgelig skal det nye look bakkes op af rigeligt med kræfter, og her leverer JE Design 360 hk eller 380 hk fra deres to opgraderingspakker.  

Sort Seat Leon Cupra fra JE Design

De enorme hjulkasser og medfølgende skørter er langt fra en normal Seat Leon og med i pakken følger blandt andet justerbar bagspoiler, opgraderet undervogn, nye dæk og alu-fælge.

For at matche den ydre rå stil, kan sportsudstødning tilkøbes for ca. 9.300 kr, Så man også for alvor kan høre – og mærke motoren og effekten, når man sidder i kabinen og træder højre pedal i bund. Er bilen indstillet i sport eller comfort, er lyden sporty men afdæmpet, men i Cupra-indstillingen åbner alle spjæld, så motorens dybe baslyd kan dominere lydbilledet.

Som om det ikke var nok, kan bilen også sænkes med op til 45 mm for endnu skarpere køreegenskaber, hvis man tilkøber en fuldt justerbar gevindundervogn for ca. 17.000 kr.

Den endelige pris for JE Design´s Leon 5F Cupra 300 Widebody er ukendt, men et kvalificeret gæt ligger på mellem 650.000-700.000 kr.

Sort Seat Leon Cupra fra JE Design
Sort Seat Leon Cupra fra JE Design

Måske er du interesseret i...