1400 hestekræfter: Ken Block rister skumfiduser på sit nye vilddyr

Ken Block mente ikke, at 845 hk i sin Mustang var nok... Så nu har han monteret to turboer og fået den til at køre på methanol, så den ny maser langt over 1.000 hk ned i asfalten.

14. oktober 2016 af Mathias Brandt

De fleste husker sikkert den vanvittige Ford Mustang Hoonicorn, som Ken Block smed rundt i et utal af skæve vinkler i hans Gymkhana Seven video.

Dengang leverede den imponerende 845 hidsige ponyer, som var rigeligt til at spinde alle fire hjul rundt i et så hastigt tempo, at dækkene nærmest gik op i røg og blev ædt på rekordtid.

Som altid vil mere have mere, og efter Gymkhana Seven blev Ken Block i tvivl om, hvor vidt der var kræfter nok. Han har nemlig et nyt projekt i ærmet, hvor han efter eget udsagn har brug for flere kræfter. 

Så han hoppede tilbage til udviklingsbænken og monterede 2 gigantiske turboer på den samme 6,7-liters V8’er. 

Derudover er motoren blevet udviklet til at køre på methanol, hvilket får den til at spytte vanvittige 1.400 hestekræfter ud. Cirka. For ifølge Ken Block selv, så er dette tal konservativt sat. 

Hver eneste gang Ken Block laver en Gymkhana video, er det vigtigt med masser af røg. Derfor har dækfirmaet Toyo lavet et specielt dæk til ham, som laver en utrolig mængde røg, når han kaster bilen sidelæns.

Med al den røg – og dampene fra methanolen – har holdet bag bilen været nødsaget til installere flere slanger i bilens kabine, som med høj power blæser ren luft ind i kabinen, så han ikke stiller træskoene af iltmangel, mens han kører.

Som Ken Block siger det, så er det den mest skræmmende bil, han nogensinde har kørt, og med de kræfter tror vi på ham.

Vi glæder os til at se den i aktion!

Måske er du interesseret i...