Test: Virkelighedens kørespil-racer

Subaru STI Racing kører sidelæns så let som i et computerspil

9. april 2011 af Mikkel Thomsager

Den danske import af Subaru hører under Subaru Nordic i Sverige. Det giver af og til mulighed for at låne en svensk pressebil, og det var sådan en mulighed, der bød sig med den nye Subaru STI Racing. Importøren bor i Helsingborg, som tilfældigvis ligger bare 30 km fra Ring Knutstorp. Og Jeps: Naturligvis satte vi kursen mod den svenske racerbane i skoven med et spinkelt håb om at blive lukket ind.

Det første svar var: “Desværre, vi har ikke ryddet banen for sne”. Da vi forklarede, at det sådan set bare var en god ting, fik vi lov at komme ind. Derefter fulgte fire hylende underholdende timer med udsyn gennem sideruderne. For Subaru STI skriger så meget på at køre sidelæns, at du kan høre rally-tilskuerne i bilens højttalere - hvis du anstrenger dig.

Derimod behøver du ikke anstrenge dig for at balancere et nydeligt drift på en isglat Ring Knutstorp. Slå ESC-systemet fra (hold ESC-knappen inde i fem sekunder), træd på speederen og drej på rattet. Det gøres ikke nemmere i SIM-racing hjemme foran computeren.

Gadeudgave af Impreza-rallybilen
Nu er pointen med Subaru STI Racing faktisk det stik modsatte af at køre isrally.

Racing-modellen, der ikke hedder Impreza, selv om den reelt er en Impreza-sedan, er Subaru’s forsøg på at lave en gade- eller banebil ud af den Impreza WRX STI, der har scoret så mange triumfer som rallybil.

STI Racing er sænket, og undervognen er afstemt til banekørsel. Faktisk i en sådan grad, at den i øjeblikket har banerekorden for 4-dørs biler på Nürburgrings Nordsløjfe. Jeg tror, du skal have en Impreza WRX STI og en STI Racing sammen på Ring Knutstorp for at spore den udtalte forskel.

Uanset dette er STI Racing er fantastisk involverende bil. Den ikke bare animerer til underholdning. Den er underholdningen vel at mærke, uanset om du futter rundt og nyder boxermotorens kraftoverskud på 300 hk og 407 Nm, eller om du udforsker grænserne på Ring Knutstorp, Jyllandsringen, Padborg Park, Sturup Raceway, Ring Djursland - eller på selveste “der Nordschleife”.

 

De skålformede forsæder krammer dejligt. Glid ned i dem, og rattet falder naturligt i hænderne, når du bøjer armene i den korrekte vinkel. Det samme gælder betjeningen. Det er som klippet ud af et computerspil.

Og bliv endelig i illusionen. Kabinen tåler nemlig ikke nærmere inspektion. Et kig på instrumentpanelet afslører en kabine, der bringer gode minder om en Toyota Corolla fra midtfirserne. Siden er finishen hos Toyota forbedret gevaldigt, men Subaru er ikke fulgt med.

Til 729.900 kr. er prisen naturligvis helt hen i skoven, ikke mindst kabinen taget i betragtning. Og der står også en Mitsubishi Lancer Evo X og gør valget usikkert for Subaru. Så den bliver desværre en sjældende gæst på På Ring Knutstorp, men skulle chancen byde sig, så spring omgående til, uanset banens beskaffenhed.

I SIM-racerland er den derimod noget, du kan køre dig til i løbet af en god aften bag computeren, og så kan du drifte i timevis, hvis du har lyst.

Se Claus Møller og Mikkel Thomsagers forrygende videoindslag med STI Racing

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen