Fair-play Pris

Her kan du stemme på Årets Fair-play-pris – prisen er sponsoreret af Dækbranchen Danmark.

1. december 2016 af Dansk Motorsport Award

De nominerede er:

Aske Nygaard Bramming

Aske Nygaard Bramming er et af dansk kartings store talenter, og sluttede bl.a. på tredjepladsen i sin klasse ved Dansk Super Kart. Det indbragte 10.000 gode, danske kroner i præmiepenge. På trods af man sagtens kan bruge disse penge i en dyr sport som karting, har Aske valgt at donere pengene til Kræftens Bekæmpelse. Begrundelsen er, at han igennem sæsonen har fået god hjælp af trofaste sponsorer; nu vil han gerne gøre gengæld og hjælpe andre.

Derfor er Aske Nygaard Bramming indstillet til Fair-play prisen.

Mette Andersen

Mette Andersen deltog i 2. afdeling af Dame DM i motocross på Svendborg-banen. I 2. heat havde Mette Andersen en super fight på banen sammen med Amanda Storm. Amanda er foran og på et dobbelthop lander hun på en nyvandet og meget glat bane, hvor maskinen ikke får bid, men forsvinder under hende og et grimt styrt kan ikke undgås. Mette Andersen smider resolut sin maskine og løber hen for at tilse sin tydeligt tilskadekomne medkører. Denne episode nomineres Mette for, da der ikke var mange i et DM-heat, der ville handle på denne måde.

Oscar K. Hauge

I weekenden d. 23-24. April kørtes kartingløb på Thy Karting Center. Blandt deltagerne i klassen Mini var Oscar K. Hauge, der weekenden igennem vandt stort set alt. Også i finalen førte Oscar indtil han uheldigvis ramte en våd plet for enden af langsiden og satte karten i gruset. Lidt tid efter skete det samme for Oscars teamkammerat, der også kørte af i samme sving. Uden at tøve hjalp Oscar sin teamkammerat med at komme ind på banen igen i stedet for at tænke på sig selv. Derfor er Oscar K. Hauge indstillet til Fair-play prisen.

Tino Hole

Ved årets road racing DM-finale på Jyllandsringen havde Nicky Raavad ved første løb om lørdagen et motorhaveri, hvor motoren ikke stod til at redde. Det betød, at han ikke kunne stille til start om søndagen, som var sidste afdeling i sæsonen. Men konkurrenten Tino Hole trådte til og lånte ham sin reservemaskine, således at Nicky kunne køre alligevel. Derfor nomineres Tino Hole til årets fairplay-pris.

HUSK: Her kan du stemme på de andre kategorier ved Dansk Motorsport Award

Mere

Måske er du interesseret i...