Årets Profil

Her kan du stemme på Årets Profil – prisen er sponsoreret af STARMARK.

1. december 2016 af Dansk Motorsport Award

De nominerede er:

Stig Neergaard

Danmarks ”Mr. Dragracing”, Stig Neergaard, har nu i mere end 20 år vist flaget internationalt i den højeste kategori, Top Fuel. I 2016 blev det til sølvmedalje i det officielle FIA European Championship i klassen, efter østjyden kunne notere to finalesejre samt en andenplads undervejs i de seks afdelinger..

Top Fuel-dragstere er fartmonstre med op mod 10.000 hk. I 2013 blev Stig den første i Europa til at sætte en tid under de magiske 4 sekunder på distancen.

Imellem løbene i Europa har Stig Neergaard regelmæssigt deltaget løb i sportens mekka, USA, samt bl.a. i Sydafrika hvor han også virker som motortuner.

Ingen har som han sat Danmark på kortet når det gælder verdens hurtigste motorsport.

Thomas Kjer Olsen

Thomas har vist stor international klasse i 2016, og specielt hans suveræne guld ved europamesterskabet stikker ud som noget helt særligt. Derudover har Thomas kørt VM-heat, hvor han har blandet sig i toppen af motocross-eliten. Denne flotte sæson har givet Thomas en kontrakt med fabriksteamet, Rockstar Energy Husqvarna, som han skal køre hele VM-serien for i 2017. Thomas kørte yderligere to gode heat til Motocross of Nations, hvor han hjalp Danmark til en 14. plads som nation.

Kevin Magnussen

Ingen anden dansk idrætsmand har været i mediernes søgelys dette år som Kevin Magnussen. Efter hans overraskende comeback til Formel 1 er der næppe passeret en dag uden han har været forsidestof i diverse medier. Al hans gøren og laden er blevet beskrevet, dissekeret og analyseret indtil mindste detalje. Samtidig med den intense interesse fra omverdenen skulle han koncentrere sig om at konkurrere mod verdens bedste racerkørere i en bil der ikke var konkurrencedygtig. Alt det klarede Kevin med imødekommenhed og humor; kort sagt dybt professionelt. Kevin er dansk bilsports stolthed, og derfor kandiderer han til Årets Profil.

Nicki Pedersen

Nicki Pedersen har haft en lidt blandet 2016-sæson med mange motorproblemer, men endte alligevel sæsonen stærkt med at vinde europamesterskabet. Ærgerligt, at han styrtede i turneringen, Den Gyldne Hjelm i Tjekkiet dagen efter den store EM-triumf, for her var han også rigtigt godt kørende. Nicki har heldigvis modtaget et wild card til næste års VM Grand Prix-serie.

HUSK: Her kan du stemme på de andre kategorier ved Dansk Motorsport Award

Mere

Måske er du interesseret i...