Land Rover Discovery 4: Brugt til verden rundt

En Land Rover Discovery 4 kan snildt køre jorden rundt - især efter fabrikken har fået bugt med den tidligere tvivlsomme kvalitet.

30. december 2014 af Andreas Lang Hedegaard

Land Rover er et legendarisk bilmærke. Mest fordi de producerer biler, der bogstaveligt talt kan bestige bjerge. Men selv om terrænegenskaberne er ekstreme, har holdbarheden desværre aldrig været det engelske mærkes favoritdisciplin. Derfor har vi kørt en Discovery 4 på liften for at undersøge, om den påstand stadig holder, eller om briterne faktisk har formået at tage sig sammen.

Reelt er Discovery 4 en faceliftet udgave af Discovery 3, der blev lanceret tilbage i 2004. Den deler platform med Range Rover Sport, og platformen er teknisk avanceret, men holdbarheden er desværre ikke imponerende. Der er mange historier om elektriske problemer, og luftundervognen har også haft ry for at skabe mange og dyre problemer. Meget tyder dog på, at Land Rover har fået styr på pålideligheden med opdateringerne af Discovery 4, som blev introduceret i 2009. Du kan kende den på en ændret front og bagende, samt et opdateret interiør.

Selv om der er længere mellem de generelle fejl, er det en god idé at kigge dig godt for, da den avancerede teknik hurtigt kan blive dyr at skrue på. Derfor skal du tjekke bilens servicehistorie grundigt. Service skal være i orden, og vær opmærksom på, hvad bilen tidligere har været brugt til. Mange biler har levet et ukompliceret liv, hvor den største udfordring har været at fragte skrigende unger til og fra skole. Discovery 4 er nemlig vellidt blandt aktive familier, fordi luftundervognen giver behagelige køreegenskaber og så har den plads til stort set alt. Men du kan også finde en bil, som har været på hårdt arbejde i mudderpølen hver eneste dag.

Selv om pligterne som Hellerup-traktor kan virke lette, så er det værd at tjekke bremser og dæk, som bliver sat under hårdt pres fra de 600 Nm og en køreklar vægt på den gale side af 2,7 ton. Normalt holder et sæt bremseklodser 50.000 km, mens skiver holder 70-80.000 km. Dækkene kan godt holde 40-50.000 km. Husk dog, at de store størrelser koster noget mere at udskifte, end når du skal have nye sutter på en Kia Picanto.

Hjulophæng og undervognen er meget solide, men Discovery’ens imponerende terrænegenskaber kan være udnyttet til grænsen, så tjek bunden af bilen grundigt for tegn på kontakt med Moder Jord. Informationer om tidligere ejere, og hvad bilen har været brugt til, er vigtige, for specielt gulepladeudgaver kan have været ejet af entreprenører, som dagligt kan have udnyttet bilens store trækevne på 3,5 ton. Det koster på bremser og automatgearkassen, og det kan betyde store udgifter på kort sigt.

Det kan være en god idé at få tjekket,bilens EGR-ventil, som sidder i udstødningen på dieseludgaverne, da den kan sode til. Tjek også, om luftaffjedring fungerer, ved at hæve og sænke bilen. Processen skal foregå glidende og hurtigt. Hvis ikke det fungerer, kan fejlen skyldes en defekt luftkompressor, der koster over 8.000 kr. Så tjek det lige.

Discovery 4 blev introduceret med en 2,7-liters eller 3-liters turbodiesel V6’er, som oprindeligt er udviklet af PSA-koncernen. Det er en god ting, for kvaliteten er i orden. I 2011 blev 2,7-udgaven droppet, og i stedet findes nu den samme 3-liters V6’er i en TDV6 og SDV6 med 211 eller 245 hk. Automatgearkassen er en 6-trins. Den blev i 2012 udskiftet med en 8-trins. Begge er fra ZF og bundsolide. Med nypriser fra 900.000 kr., er brugtpriserne stadig høje. Men så kan du til gengæld også bruge din bil til at køre jorden rundt. Og hvor mange kan egentlig prale af det?

 

Måske er du interesseret i...