Audi A4 2,0 TDI 2008
Foto Anders Richter

Brugttest: Audi A4 2,0 TDI 2008

Med den lydløse commonrail-diesel i den seneste A4 ser det ud til, at Audi har rettet op på flere af forgængerens fejl

1. januar 2016 af Anders Richter

Få biler er mere forudsigelige at køre op på liften i synshallen end en Audi A4 2,0 TDI i den seneste version. Audi har godt nok længe været opfattet synonymt med kvalitet. Men forgængeren havde nogle fejl, som endnu ikke har vist sig i større stil på den seneste version med generationsbetegnelsen B8.

Hos A-Inspektion var der da heller ikke det mindste at udsætte på testbilen, som har 80.000 kilometer og tre år på bagen.

Men alt det er langt de fleste nuværende ejere formentlig ligeglade med. For mange af de A4’ere, som pryder de danske veje i dag, køres som firmavogne og vil først blive synet efter fire år på gaden.

Modellen har sågar opnået at blive kåret som Årets Firmabil i år på trods af sin lidt høje anskaffelsespris. Æren tilfaldt dog den mere økonomiske 2-liters diesel med 136 heste og Avant-karrosseri, som er svær at finde fra årgang 2008, da den blev introduceret lidt senere end sedanen.

Ligesom nyprisen er brugtprisen også ganske høj. Og det er såmænd det største minus ved at investere sine penge i en brugt Audi. For kører du forbi den nærmeste Skoda-forhandler, vil du opdage, at du kan hente en funklende ny Superb med den samme motor til 385.000 kroner. Og så skal man altså tænke sig godt om, før man investerer i den brugte vogn til 359.900 kroner, som har 80.000 km på tælleren.

Kræfterne i Audi A4 2,0 TDI leveres også på en mere raffineret måde

Når det kommer til brugte dieselbiler er det dog ikke nødvendigvis negativt, at bilen har fået kørt en hel del kilometer på kort tid. Moderne dieselbiler med partikelfilter skal helst køre længere ture, hvis de skal holde i lang tid. Kører man kun korte ture, hvor bilen ikke bliver ordentligt varm, kan det betyde, at indsprøjtningssystemet soder til, hvilket kan give dyre reparationer efter nogle år. Partikelfilteret har heller ikke godt af det, fordi det ikke opnår den temperatur, som skal til, før det kan brænde partiklerne af.

 

Forgængeren kunne også fås med en 140-hestes TDI på to liter. Men der er den helt afgørende forskel, at B7’eren kørte med den ældre pumpe/dyse-teknik, mens B8’eren er udstyret med en commonrail-diesel.

Commonrail-teknikken har den fordel, at den støjer og vibrerer langt mindre end den gamle motor. Kræfterne leveres også på en mere raffineret måde, og der er stadig rigelige mængder bundtræk.

Læs den fulde artikel af Audi A4 2,0 TDI nedenfor

Måske er du interesseret i...