© Esben Skrumsager

Årets Brugtbil: Det siger juryen om finalisterne

Ford C-Max vandt 2017-kåringen, men hvad med de fire øvrige finalister - kan man finde et godt brugtkøb her?

29. marts 2017 af Bil Magasinet

1. Ford C-Max

Ford C-Max vandt kåringen med 240 point. Hvor suveræn den var i finalerunden understreges af, at den fik point af samtlige brugtbileksperter og biljournalister i juryen, vandt kåringens afstemning på Facebook og opnåede det højeste antal point nogensinde i kåringen.

”Ford C-Max er det p.t. mest interessante brugtbilskøb. Du får en fleksibelt indrettet familiebil, der har god plads til hele familien til en attraktiv pris. Samtidig har C-Max vist sig at have meget få fejl i FDM’s brugtbilstest. Velkørende, veludstyret og med et bredt udvalg af velfungerende benzin- og dieselmotorer," lyder vurderingen fra Karsten Lemche, journalist fra FDM's medlemsblad Motor. 

Karsten Lemche havde som 10 ud af 17 jurymedlemmer Ford C-Max på førstepladsen. Juryen kigger på, om bilen er teknisk godt skruet sammen, hvordan service- og reservedelspriserne er og om bilen er et godt køb, samt hvor store omkostningerne er ved at eje bilen over en årrække.

Læs mere mere om vinderen her.

Fra venstre Ford C-Max, Nissan Qashqai, Renault Captur, Skoda Octavia og Toyota Avensis.
Fra venstre Ford C-Max, Nissan Qashqai, Renault Captur, Skoda Octavia og Toyota Avensis. © Karsten M. Lemche

Finalerundens resultat

Ford C-Max 2010-2015 – 240 point

Škoda Octavia 2009-2013 – 115 point

Nissan Qashqai 2010-2014 – 100 point

Toyota Avensis 2012-2015 – 95 point

Renault Captur 2013-2014 – 20 point

Skoda Octavia 2009-2013
Skoda Octavia 2009-2013


2. Skoda Octavia

Esben Skrumsager, Digital redaktør, Bil Magasinet:

"Det er svært at gøre en decideret god handel, fordi priserne på Octavia generelt ligger højt. Ikke desto mindre er det hos Octavia, man får mest bil for pengene, hvilket også ses i brugernes bedømmelse på Bilbasen."

Anders Berner, Bilbasen TV:

"Jeg vælger Skoda Octavia. Der er en bil i feltet, der kører sjovere og en anden der er mere rummelig. Men det der gør udslaget for mig er dens fine kombination af lækker teknik, gode pladsforhold og ikke mindst feltets laveste ejeromkostninger. Nup den som stationcar."

Jesper Werge, Jysk Fynske Medier:

"Jeg sender 15 point i retning af Skoda Octavia, da det for mig – fortsat – er rigtig meget bil for pengene, som man får. Gedigen og gennemprøvet mekanik, et lavt værditab, samt et stort udvalg og gode udstyrsmuligheder er med til, at jeg sætter Octavia ind som nummer et i år. Ford C-Max og Toyota Avensis ligger begge tæt på Octavia – men ikke tæt nok."

Nissan Qashqai 2010-2014
Nissan Qashqai 2010-2014

3. Nissan Qashqai

Henrik Dreboldt, Berlingske:

"Nissan Qashqai er vores tids svar på den originale Issigonis designede Mini. En bil der har ændret automobillandskabet for altid. Den gjorde det offroadinspirede SUV-fænomen folkeligt, og alle konkurrenterne halser efter, for at indhente Nissan. Det betyder høj brugtvognsværdi og en bil der selv efter 5-7 år ser frisk og aktuel ud i bybilledet."

Mikkel Thomsager, Bil Magasinet:

"Nissan Qashqai er en moderne bil i et eftertragtet segment. Den giver en bid af livstilsbilerne til en fornuftig pris. QQ er generelt driftsikker og uden generelle fejl, reservedelspriserne er fornuftige og så er der et stort udvalg at vælge imellem."

Steen Bachmann, Børsen/Bil Magasinet: 

"Jeg deltog i den internationale pressepræsentation af den første Qashqai for 10 år siden på Mallorca, og dengang havde vi ingen anelse om den succes, den høje bil med det mærkelige navn ville få herhjemme. Efterfølgeren fra 2014 er en velkørende og veludstyret bil, der har vist sig solid og stabil, og som er billig at holde kørende. Især dieseludgaverne er harmoniske og kan i praksis køre langt på literen."

Steen Nielsen, Vildmedbiler.dk:

"En praktisk familiebil med en høj kvalitet og et stærkt design. Vælg kun dieselversionen, hvis kørselsbehovet er stort, benzinudgaven er meget tørstig, hvis den dagligt skal ud på motorvejen."

Toyota Avensis 2012-2015
Toyota Avensis 2012-2015

4. Toyota Avensis

Jan Lang, Bilbasen:

"Toyota Avensis er en uhyre driftssikker bil, der samtidig er billig at holde kørende. Den kan dække behov, som en bred vifte af de danske bilkøbere har. Det er også interessant, at der er et bredt udvalg af såvel diesel- som benzinudgaver til rådighed. De øvrige modeller i finalefeltet i år har også været fine brugtbiler, men Toyota Avensis er for mit vedkommende marginalt bedre end især Ford C-Max og Nissan Qashqai."

Renault Captur, 2013-2014
Renault Captur, 2013-2014

5. Renault Captur

Captur er endnu for ung som model til at vi kan få et overblik over dens kvaliteter på langt sigt. Den scorede 20 point i finalerunden.

Måske er du interesseret i...