Seat Blog

Annonce:

Velkommen til Bil Magasinets Seat Blog.

Sociedad Española de Automóviles de Turismo, forkortet S.E.A.T., som siden blot blev Seat, blev etableret da den spanske stat besluttede at støtte op om en stribe private virksomheders initiativ til en spansk bilproduktion. S.E.A.T. blev etableret den 9. maj 1950, efter at der var indgået en kontrakt om licensproduktion af biler.

Med Seat Blog går Bil Magasinet i detaljen med Seat i samarbejde med mærket selv. Med udgangspunkt i nutiden graver vi flere gange om måneden i fortiden. Seat Blog er sponseret af Seat, men produceret af Bil Magasinets redaktion. 
Se mere på www.seat.dk


Seat Ateca: Fra vild konceptbil til virkelighed

Det er ved at være fem år siden, Seat første gang indikerede, at en spansk SUV ikke var utænkeligt. Tilbage i 2011 var det godt nok en tre-dørs konceptbil de viste, men alligevel er det tydeligt at se, at mange af de overordnede designelementer er båret videre og nu er en del af den nye Seat Ateca.

Sammenligning

Når man ser billederne af konceptbilen fra dengang, er der ingen tvivl om, at IBX-konceptet var langt fra produktionsklar, og langt mere poleret og konceptuel. Men når du begynder at kigge på de overordnede linjer på begge biler, ser man hurtigt ligheder.

Atecas strømlignede og sporty design er mere eller mindre taget direkte fra IBX’en. Den øverste hoftelinje er nærmest identisk på de to biler. Men hvor den på IBX’en er brudt op i to, så er den gennemgående på Ateca.

Baglygterne på Ateca bærer også på tydelige tegn fra IBX’en. På konceptet IBX er lygten dog ikke lige så omfattende som på den produktionsklare Ateca, men selve lysdesignet i SUV'ens baglygte er kraftigt inspireret af IBX-konceptet.

Ateca med tydelig Seat-DNA

Som hos alle de andre store bilproducenter har Seat også et ”ansigt”, som alle biler på den ene eller anden måde læner sig op af. Dette ansigt ses tydeligst omkring forlygter og kølergrill. Det tynde LED-bånd, som kører rundt langs lygtens kant finder du eksempelvis også på en Ibiza eller Leon – det samme gælder den smilende kølergrill.

Det er generelt meget interessant at se på, hvordan bilproducenternes konceptbiler finder vej til endelig produktionen. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at bilproducenterne bruger deres konceptbiler til at lure stemningen blandt eksperter og potentielle kunder. Noget tyder på, at Seat mente, at de ramte meget godt plet med IBX’en, men der skulle alligevel gå fem år, før Seat stod klar med en produktionsklar bil.

Du kan se flere billeder af den endelige version og læse mere om Seat Ateca lige her.

Spansk bilproduktion i højeste gear: Her er de nye spanske modeller

Spanske biler. Så tænker de fleste nok instinktivt på Seat. Men de seneste år er flere af de store bilproducenter søgt mod de spanske breddegrader, så Spanien nu er blevet Europas næststørste bilproducerende land – og ottendestørst på global plan.

Kun Tyskland overgår med sine ca. 6 millioner årligt producerede biler de spanske fabrikker, der i 2015 sendte 2,7 millioner nye modeller ud i verden. Således ligger Spanien altså højere end både Frankrig og England, der bidrager med henholdsvis knap 2 og 1,7 millioner nye biler om året.

Spaniens foretrukne

Seat er fortsat landets førende bilmærke – og blandt andet takket være den nye Ateca holder den position formodentlig fortsat – men siden en lang række af verdens største bilproducenter har etableret sig med samlefabrikker i bl.a. Madrid, Barcelona, Valencia, Sevilla, Zaragoza og Palencia, er bilindustrien på kort tid for alvor blevet landets førende industrigren.

Opel får blandt andet produceret Mokka-modellen af spansk arbejdskraft, ligesom det er tilfældet med Ford Mondeo og Audi Q3. Japanske Nissan får faktisk også produceret den elektriske varevogn e-NV200 på spansk grund.

Tidligere i år annoncerede PSA-koncernen, der står bag Peugeot og Citroën, og som i forvejen får produceret en række modeller hos de spanske naboer, at de vil investere mere end 5 millioner i en ny spansk fabrik.

Natklub-paradis og verdensnaturarv: Her er er de eksotiske historier bag Seat-modellerne

Nogle gange undrer man sig lidt over, hvordan bilproducenterne finder på navnene til deres nye modeller. Nogle vælger blot at bruge numre, og hos andre virker det mere eller mindre tilfældigt. Hos Seat er inspirationen dog ikke tilfældig. 

Den spanske bilproducent har nemlig for vane at dykke ned i landets geografi og historie, når de ny modeller skal døbes. 

Her kan du blive klogere på, hvor de eksotiske navne stammer fra:

Seat Ateca

Seat løftede for nylig sløret for den helt nye Ateca, som skal ind og kæmpe i den kompakte SUV-klasse, der har vist sig utrolig populær blandt de danske bilkøbere.

Navnet har bilen fået fra den spanske by Ateca, der ligger i Zaragoza-provinsen midt mellem Barcelona og Madrid.

Selvom den lille provinsby med sine cirka 2.000 indbyggere er et relativt ukendt sted, er det næppe en tilfældighed, at den komptakte bil er opkaldt efter netop denne by. Ateca ligger nemlig i et særdeles bjergrigt område, og selvom Ateca ikke ligefrem er en offroader, er det som SUV jo ikke skidt at være associeret med et sol- og bjergrigt terræn.

Seat Leon

Mellemklassebilen Leon kom første gang på markedet i 1999. Den blev hurtigt populær – også i Danmark – og modellen kører nu på tredje generation.

Byen León, der har lagt navn til modellen, har dog væsentlig flere år på bagen. Det vidner byens vartegn – den store katedral fra 1300-tallet – blandt andet om.

León har cirka 135.000 indbyggere og ligger omkring 350 kilometer nordvest for Madrid.

Seat Ibiza

Ibiza er både navnet på en ø i Middelhavet og navnet på den største by på øen. Og så er det naturligvis også navnet på en af Seats mest populære modeller, der har hjemme i mini-klassen. Ikke desto mindre kan den i stationcar-versionen faktisk opfylde mange små familiers behov for en praktisk bil med relativt god plads.

Øen og byen Ibiza er kendt som et turistmål for mange charterturister – blandt andet på grund af de mange natklubber, og så er der næsten garanti for lækkert vejr, da nedbør er ekstremt sjældent. Set i det lys burde Ibiza vel egentlig kunne fås som cabriolet?

Seat Alhambra

Seat Alhambra har siden 1996 gjort livet lettere for de store familier. Den enorme bil har syv sæder, plads til 300 liter i bagagerummet og så fik den de maksimale fem stjerner i Euro NCAP’s sikkerhedstest.

Navnet kommer fra Alhambra-slottet i Granada nær Middelhavet. Det blev oprindeligt bygget som et lille fort omkring år 900, men i midten af det 13. århundrede blev det nuværende palads bygget.

Det kan godt være, Seat Alhambra ikke ligefrem giver den samme storslåede oplevelse som Alhambra-slottet, men hvis man lægger sæderne ned, får bagagerummet næsten karakter af en mindre balsal.

Seat Toledo

Byen Toledo ligger i det centrale Spanien – ca. 75 kilometer syd for Madrid – og er med et indbyggertal på 75.000 hovedstad i provinsen Toledo. Byen ligger på en halvø nord for floden Tajo, og i 1986 udpegede Unesco halvøen som kulturel verdensarv.

Trods sine åbenlyse kvaliteter får Seat-modellen Toledo næppe et stempel som verdensarv, men det har ikke afholdt de danske familier fra at vælge netop Toledo, der allerede er solgt i hundredevis af eksemplarer på det danske marked.

Da Seat sprang ud på egne hjul

Spanien er en af verdens største bilproducenter, fordi mange kendte mærker producerer biler i Spanien. Nationens eget bilmærke er til gengæld af nyere dato. 

Sociedad Española de Automóviles de Turismo forkortet SEAT blev officielt etableret den 9. maj 1950, da den spanske stat bakkede op om en stribe private investorers initiativ til en egentlig bilproduktion. 

I første omgang blev det til en produktion på licens, som faktisk stod på helt frem til midten af 70'erne. Seats første helt egenudviklede model var klar i 1984, hvor den første Ibiza blev præsenteret. Den er tegnet af det italienske designhus Giugiaro og teknikken var udviklet i samarbejde med Porsches kunder-afdeling.

Ibiza er en tidstypisk bil, som især design-mæssigt lancerede en nyt trend. Den kantede form med den lange akselafstand placerede hjulene helt ude i bilens hjørner, og det gav en rummelig kabine, som også præsenterede flere nye tiltag i forhold indretning og betjening.

Giugiaro var også firmaet bag den første VW Golf. Angiveligt gav firmaet et bud på en afløser, som VW valgte fra til fordel for et design lavet inhouse. I stedet tilbød Giugiaro sit Golf II-forslag for Seat, som slog til.

I 1985 præsenterer Seat en sedan-udgave af Ibiza, som fik navnet Malaga og både den og Ibiza blev en stor succes for det selvstændige Seat, der producerede over 1,3 millioner biler over en ni-årig periode.