VW Polo Bluemotion vs. Opel Corsa Ecoflex

Hvor langt kører sparegrisene VW Polo BlueMotion og Opel Corsa Ecoflex på literen, når man hoster forsigtigt afsted? Vi gør forsøget

14. august 2010 af Carsten Nymann


K-o-m n-u”, bander jeg indædt ned mod speedometeret, mens jeg træder så forsigtigt, som jeg overhovedet kan, på speederen. Nålen lister sig op over 80 km/t, mens en lastbil nærmer sig alt for hurtigt i bakspejlet. Kraftige accelerationer og høje o-tal får forbrugsmåleren til at gå amok, så det gælder om at være kvik til at geare op og at være m-e-g-e-t tålmodig med speederfoden.

Velkommen til bilkørsel i det 21. århundrede. Det handler ikke om elbiler, hybridbiler eller brintmotorer, nej, det handler om rå dieselkraft stækket af høj gearing, nærig motorstyring og en selvdisciplin, der ville gøre selv Anders Fogh Rasmussen stolt.

Opel Corsa Ecoflex imponerede sidst, vi havde økotest (BM214), og er nu tilbage i faceliftet form med fem døre, 95 hk og et officielt forbrug på 27 km/l. VW har dog allerede overhalet hele økofeltet indenom med den modificerede Polo Bluemotion, der er opgivet til hele 29,4 km/l her i den 5-dørs variant (den 3-dørs med basisudstyr går 30,3 km/l). Tal, der lyder næsten for gode til at holde vand.

Over to dage med 15-20 graders varme, tørt vejr og moderat blæst kører jeg derfor begge biler gennem en nøje planlagt testrute for at se, om biler og chauffør lever op til ­tallene. Begge testbiler er helt jomfruelige, hvilket ikke taler til deres fordel. ­Poloens 3-cylindrede 1,2’er har rusket blot 923 km af sig, mens vores Corsa har blot 1.130 km på tælleren, da jeg triller ind på Shell i København S for at toppe tanken op.

Jeg slår airconditionen fra og triller med yderste forsigtighed ud på motorvejen og op til marchfarten på 110 km/t. Retning Malmö.

Jeg indstiller fartpiloten, som er et uundværligt redskab, når det gælder at holde en konstant hastighed, altså så længe vejen er nogenlunde jævn.

Motorvej godt for forbruget
At begynde turen på motorvejen giver et relativt højt forbrugstal at skulle barbere ned på resten af ruten. Ved 110 km/t går Corsa 2.050 o/min i 5. gear, og forbrugstallet svinger mellem 15 og 23 km/l afhængig af terrænet.

Ved samme o-tal går Polo mellem 18 og 28 km/l. Det er dog godt, at den (i modsætning til Corsa) har gearskifteindikator, for den glider hurtigere ned i et omdrejningsområde, der er så lavt, at det koster brændstof i stedet for at spare.

Næste etape går over ca. 100 km smal landevej med masser af byzoner og en generel fartgrænse på 70 km/t. Den grænse holder jeg mig til, og bilerne dykker et stykke ned under 2.000 o/min (Polo helt ned på små 1.200 o/min), mens forbrugsmålerne endelig tager permanent ophold nede i det område, som snitforbruget gerne skulle lande på.

Ud på landevejene
Herefter slår ruten ind på de større landeveje, hvor jeg holder mig på 90 km/t. Det koster ikke svært meget at øge hastigheden fra 70 til 90 km/t set i forhold til, hvor meget det koster at øge fra 90 til 110 km/t. Motorvejen er og bliver døden for økobilisten.

I Corsa står min snitmåler nu på ­nøjagtigt 27 km/l, som er bilens opgivelse. I Polo er meldingen 30,3 km/l, hvilket er bedre end bilens opgivelse. Men da jeg er tilbage på tanken en god time senere efter at have driblet lidt rundt i den københavnske bytrafik, er måleren i Corsa hoppet ned på 26,3 km/l. Kontroloptankningen giver et resultat på trods alt flotte 26,55 km/l. I Polo er computeren hoppet ned til de officielle 29,4 km/l, mens kontrolopmålingen siger 28,7 km/. Uanset hvilket tal, man stoler mest på, er det også et meget flot resultat.

KONKLUSION
Begge biler lever nogenlunde lige godt op til specifikationerne, og det er cirka lige let eller vanskeligt at opnå tallene. Hvilken du vælger, beror på bilernes øvrige kvaliteter, men Poloen kører reelt længst på literen, og det er efter min mening den sjoveste og mest stilfærdige bil at køre. Mit råd vil dog være at glemme de hypede forbrugstal og køre efter de trafikale forhold.

#1 VW Polo 1,2 TDI Bluemotion 5d
Glem alt om VW’s gamle 1,2- og 1,4-liters 3-cylindrede motorer. Den nye maskine er kunststykket i Polo Bluemotion. Den er overraskende støjsvag og vibrationsfri og virker mere frisk end den kraftigere Opel-motor. Til gengæld skal du også være over den som en gammelkommunistisk hund med dine gearskift, hvis du vil op på 30 km/l. Hvis alle bilister jagtede de officielle forbrugtstal, skulle alle vores veje udvides med to spor.

#2 Opel Corsa 1,3 CDTI Ecoflex 5d
Køreegenskaberne er blevet meget bedre i den faceliftede Corsa, men Ecoflex-varianten er her spændt så hårdt op, at den er blevet mere grov og vibrerende end den gamle version. Af økohensyn er den ellers stærke motor helt kastreret nede i bunden af o-tælleren, ­hvilket på positiv-siden er med til at gøre det relativt let at opnå gode tal. Hvis du vel at mærke er ligeglad med at køre i vejen for dine medtrafikanter.

Fotos: Carsten Nymann
Kilde: Bil Magasinet nr. 226

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen