Biltest af VW Golf V6 4MOTION
Biltest af VW Golf V6 4MOTION © bilmagasinet.dk

VW Golf V6 4MOTION

Kærlighed med galvanisering

17. november 1999

Af: Mikkel Thomsager

Med den dyreste Golf kan du endelig købe kærlighed for penge

Jeg husker, som var det i går, da Golf III blev præsenteret. Det er seks år siden, jeg tog af sted til præsentationen i Sydtyskland med moderate forventninger. Der var ikke nogen GTi på programmet fra starten. Måske havde jeg ikke gjort mit hjemmearbejde godt nok. For det kom som en overraskelse, at de nødvendige basis-modeller med 60 og 75 hk stod side om side med en helt ny, hamrende spiselig Golf VR6 med 174 hk. Det blev starten på et sidespring, som stadig luner om hjertet, når jeg tænker på det. Jeg faldt pladask for den kompakte hatchback med den seje VR6-motor.
De første VR6-modeller var ikke uden børnesygdomme, og da Golf GTi 16V kom, faldt VR6 lidt hen i glemsel. Da Golf IV blev præsenteret, holdt VW fast i GTi-navnet med den udmærkede, men meget lidt GTi-agtige 1,8T-motor. V6-versionen fulgte først senere. Ventetiden blev brugt til at montere et 24-ventilet topstykke på VR6-motor, som i samme omgang skif-tede navn til blot V6. VW fik desuden sit nye firehjulstræk 4Motion på plads, så der kom harmoni mellem bilens 204 hk og 1.375 kg.
Firehjulstræk, motor og ekstradustyr forøger faktisk Golfens egenvægt med 225 kg (i forhold til en 2,0) til 1.375 kg, og i virkeligheden er Golf V6 hurtig, men tæmmet, afbalanceret og komfortabel af sind. Som for at understrege de reelle hensigter, er ESP standard. Sjælen, stilen og liret er derimod uændret i forhold til original-modellen fra 93.
Den oprindelige VR6 skilte sig mere ud i forhold til basis-modellerne, end den nye V6 gør. Hvis du i dag skal spotte en V6 4Motion i trafikken, må du enten læse på bagklappen eller tjekke udstødningsrøret. Dobbeltløbet afgangsrør betyder 200 ekstra og 4Motion.
Den underdrevne powerluksus går rent ind hos mig. Efter få kilometer bag rattet af hyper-Golfen drøner minderne om det gamle sidespring rundt i mine hormoner.
Gammel kærlighed ruster slet ikke, når den er galvaniseret, og det hvislende sus fra motorens indsugning og den dybe, truende brummen, der følger efter, må kunne gøre enhver blød om bilhjertet.
400.000 kr. er mange penge for en femdørs hatcbhack, men kærlighed kan som bekendt ikke gøres op i penge.

VW Golf V6 4Motion 396.999 kr.

Tekniske data
Motor: VR6, 2.789 cm3, 24V DOK-H, 204 hk ved 6.200 o/min. 270 Nm ved 3.200 o/min. 0-100 km/t: 7,1 sek. 235 km/t. EU-mix: 9,3 km/l. Årlig ejerafgift: 5.660 kr.

Totaløkonomi:
VW er en af de mest eftertragtede biler på brugtmarkedet. Ekstraudstyr betyder ekstra afskrivning, men V6 vil helt sikkert holde sig på elite-niveau. Efter tre år og 50.000 km har Golf V6 tabt 140.000 kroner (35 procent).
Reservedelsindeks: 154
Service ekskl. materialer:
15.000 km: 284 kr.
1 år: 737 kr.
30.000 km: 907 kr.

Vi synes:
Forkæl dig selv, hvis du har råd

Måske er du interesseret i...