VW Golf GTD vs. Toyota GT86: Kampen om brændstof

Vi pakker taskerne og sætter kursen mod Nürburgring i to biler, som i følge brochuren kan give dig ustyrlige mængder morskab til halv million kroner

29. maj 2015 af Thomas W. Brixen

Det er kulsort udenfor, og regnen siler ned. Boxermotorens rumlen har efterhånden fået mine ører til at summe, og digitaluret på instrumentbordet, som ligner noget fra 1980’erne, viser, at klokken snart er fire om natten.

Min krop er tømt for energi, og med jævne mellemrum nikker mit hoved luftskaller frem mod læderrattet. Heldigvis er jeg næsten hjemme. Alligevel kan jeg ikke dy mig for at tage en lille omvej, som består af tre sjove rundkørsler, inden jeg kører hjem i seng.

Vejene ligger øde hen, og med ESC-systemet slået fra kører bilen mere sidelæns end ligeud det sidste stykke. Jeg er så træt. At tage en hyggekøretur midt om natten efter mere end 800 km kørsel i mørke og silende regn siger i virkeligheden alt om, hvor sjov en bil Toyota GT86 egentlig er.

Læs også: Test af VW Golf

En tidlig morgenstund to døgn tidligere er jeg sammen med testholdet på vej sydpå. Destinationen er Eifelbjergene, som ligger godt 70 km syd for Køln, så turen indeholder masser af Autobahn med fri hastighed. Til at bringe os derned har vi skaffet to meget forskellige biler: Den rå Toyota GT86, der er ligeså komfortabel som en sæbekassebil, og langtursmissilet VW Golf GTD, der i forhold til japaneren synes langt mere velegnet til en langtur.

Målet er verdens vildeste testbane: Nürburgring også kendt som “Det Grønne Helvede”. Netop på det sted kan rollerne meget vel blive byttet rundt. Eller det var i hvert fald min tese, da vi sad på redaktionsmødet et par uger tidligere og planlagde historien.

Ikke overraskende styrer hele testholdet med hastige skridt mod den rappe GTD efter at have tanket brændstof, kaffe og croissanter ved vores mødested i Karlslunde. Med DSG-gear kan du køre GTD med én hånd. Der er to kopholdere, stort musikanlæg, navi, lækre sæder, ja alt det, som skal til, for at gøre det til en god køretur sydpå. Samtidig er den 184-hestes dieselmotor mester i at lægge Autobahn-kilometer bag sig uden at gøre et stort nummer ud af det.

 

GT86 er nu ikke så tosset, selv om komforten ikke matcher Golf GTD. Du sidder godt i sportsæderne, og der er både sædevarme, Bluetooth, et godt anlæg og to store kopholdere. Den er naturligvis en del hårdere i undervognen, men den tyske Autobahn har gudskelov meget få af de brutale betonbelægninger tilbage, så turen i GT86 går forrygende. Toyota’en er hylende morsom, især fordi motoren faktisk lyder som noget ægte mekanik. Oppe i det røde felt gør den som en arrig bulldog, og gearkassen er helt fantastisk.

På speedometeret går GT86 235 km/t med speederen i bund, og så kniber det for GTD at hænge på. Ved den fart er den 2-liters boxermotor jævnt tørstig, men overraskende nok holder den noble GTD sig heller ikke tilbage med de våde varer på trods af, at den er opgivet til at køre 20,8 km/l i snit.

Humøret er højt, da vi når Nürburgring godt ni timer senere. Bommene til de legendariske 20,7 km baneasfalt går op for Touristenfahrt (hvilket vil sige, at enhver med et kørekort og et køretøj kan køre ind på banen) en times tid senere. Vi har købt et såkaldt “Ringcard”, som giver adgang til et adrenalinkick af de helt store.

 


Som altid kæmper nerver og endorfiner om overtaget, når du opholder dig på denne side af bommen, men præcis kl. 17.15 hyler en skinger sirene. Den giver signal om, at løjerne kan begynde. Med ét bliver stilheden flået itu, og flokken af gamle råtunede lortebiler brøler om kap med splinternye sportsvogne fra alverdens bilmærker.

Jeg springer ind i GTD’en og kobler sportsprogrammet til. Det ændrer motorlyden både inde- og udefra så markant, at motoren må tage prisen som den bedst lydende 4-cylindrede turbodiesel. Den brummer ondskabsfuldt og føles pludselig langt mere hidsig.

Efter at have passeret bommen presser diesellokomotivet mig tilbage i de ternede sportssæder. Nul til 100 km/t tager kun 7,5 sekunder, og gearskift behøver jeg ikke at bekymre mig om, men hvis jeg insisterer, er der et sæt paler på rattet. Eftersom jeg allerede har passeret en del andre biler, kan jeg udlede, at det går rimelig tjept. Det føles bare ikke sådan. Det er ganske enkelt for nemt.

 


Banen er ekstremt lang, og har du aldrig kørt Nordsløjfen i virkeligheden, vil du blive overrasket over højdeforskellene. Fra banens laveste til højeste punkt er der 300 meter til forskel. Især når det går meget stejlt opad, kommer de 380 Nm i Golf GTD til hjælp. Det betyder ikke så meget, hvis du misser det rigtige gear (med DSG-gear er det naturligvis lige meget), for motoren har så store overarme, at den ubesværet okser op ad selv de hårdeste stigninger. Bremserne er gode, og undervognen næsten perfekt afstemt til banens vekslende karaktér, men selv om omgangen alt for hurtig er slut, er hverken pulsen eller morskabsbarometeret helt i top.

 


Jeg parkerer Golf’en
på den efterhånden proppede parkeringsplads. Selv om det er en diesel, tiltrækker GTD’en sig anerkendende blikke blandt de særdeles potente biler, som står på rad og række.

Boxermotoren i Toyota GT86 vågner med sin klassiske rumlen. Den kan ikke helt overdøve de voldsomme motorer, der larmer omkring mig, og da jeg langsomt triller hen mod indgangen til banen, må jeg konstatere, at GTD i Sports-indstillingen lyder bedre i tomgang. Det ændrer sig dog i samme millisekund, jeg begraver speederen i de tynde tæpper. Boxeren synger rock’n’roll, så snart nålen i omdrejningstælleren snitter det røde felt.

At sidde med en kort gearstang og selv hamre gearene ind er en helt anden oplevelse end DSG-gearkassen i VW Golf GTD. I GT86 er det altså dig, der bestemmer. Du skal holde bilen i ørene og konstant piske den til det røde felt. Møder du en bakke i et forkert gear i GT86, er du på spanden. Men det er netop dét, der gør GT86 så fantastisk her. Den er kun hurtig, hvis du gør det rigtige, men så er den til gengæld også ganske kvik.


I GTD kan du dårligt gøre noget forkert. Toyota’ens største begrænsning er faktisk ikke de “kun” 200 hk og 205 Nm, men derimod de standardmonterede Michelin Energy-dæk. Det sidste, du har lyst til på Nordsløjfen, er at mærke dækkene forsvinde sideværts under dig. Og det kan du snildt komme til i nogle af banens 73 sving, hvis du går til den. Montér i stedet et sæt sportsdæk, og GT86 kan angribe Nürburgring langt mere aggressivt.

Vi kører et par runder mere, inden vi sætter kursen mod Danmark igen. Begge biler er kompetente på den brutale bane, men Toyota’en er klart den sjoveste. Sjovt nok må vi trække lod om nøglerne, da vi skal hjem, for alle på holdet vil pludselig igen sidde i Golf GTD og køre på autopilot.

Vi er både sultne og trætte. Mad har vi ikke set noget til hele dagen ud over et par chokoladebarer fra den lokale tankstation, og derfor virker GTD’s komfort særdeles appetitlig lige nu. Det er desuden begyndt at regne, så alle ved, det bliver en lang tur hjem. Og det bringer os tilbage til begyndelsen.

Mange timer senere er jeg endelig tæt på at kunne kravle i seng. Alligevel kan jeg ikke helt slippe den herlige GT86, selv om jeg er total grydeklar. Dette er uden tvivl verdens sjoveste Toyota, og GT86 klarer snildt en langtur som denne. Golf GTD er helt fænomenal at køre på de lange stræk, men hvis ruten går omkring Nürburgring, Stelvio-passet og lignende rutsjebaner, kommer den til kort i forhold til japaneren.

Og ærligt talt: Brændstofregnskabet bliver ikke markant ringere af at vælge sportscoupéen fra Toyota. På en tur/retur til Nürburgring fra København, inkl. et par runder i begge biler, viser økoregnskabet 13,8 km/l i GTD mod 10,7 km/l i GT86. Speederkablet blev holdt særdeles stramt hele vejen, så det er ganske imponerende for GT86, mens GTD skuffer lidt på den front.

Jeg vil klart foretrække selskab af den ægte VW Golf GTI næste gang, mens GT86 er en ven for livet.


Fra Bil Magasinet nr. 270, marts 2014

Mere

Måske er du interesseret i...