VW The Beetle 2,0 TSI Sport

VW Beetle 2,0 TFSI Sport

Sport-udgaven af den nye Boble er en Golf GTI i frækt nyt dress

19. september 2011 af Jens Peter Lange

Når selv en Volkswagen-designer nedgør husets design på “New Beetle”, der blev lanceret tilbage i 1997, ja, så er den sidste tvivl vist ryddet af vejen.

Den var skidt, og den kørte, som den så ud: Som en sæbeboble. Og til trods for, at Volkswagen ikke officielt fortæller, hvor længe man er om at udvikle en ny bil, så er det en offentlig hemmelighed, at det har taget rigtig lang tid at bygge det, der ret beset er den 3. generation af modellen, vi herhjemme kalder Boblen. Beetle i USA. Käfer i dens hjemland.

Volkswagens øverste design-chef Walter de Silva sagde det meget præcist: “Tilbage til rødderne, tilbage til originalen, men ikke retro”. Jeg kan kun ane, hvor mange søvnløse nætter det har medført i designafdelingen, men jeg er også mand nok til at sige, at drengene og pigerne kan være stolte over resultatet. Meget stolte endda. Den ser nemlig tæskehammer-fed ud. Hvis du spørger mig altså.

Den tekniske basis er den aktuelle Golf, altså Golf V, fordi sekseren er en femmer i nye klæder. Platformen er dog blevet forkortet, og en række ikke synlige dele fra Golf er også brugt. Så hvis den kører som en Golf, så er der en meget naturlig forklaring. Det kunne lyde lidt kedeligt, men det er det ikke.

Jeg må dog indrømme, at der ved præsentationen i Berlin ikke er nogen “almindelige” Beetle-modeller til rådighed. Altså en Beetle 1,2 TSI med 105 hk til 259.996 kr. eller en Beetle 1,4 TSI med 160 hk til 304.997 kr. for ikke at tale om diesel-versionen, 1,6 TDI, der senere også får følgeskab af en Beetle 2,0 TDI.

Nej, Volkswagen vil med den nye Beetle, (der ikke hedder New Beetle, men The Beetle?!) gå i flæsket på selveste Mini Cooper S med 184 hk til 399.000 kr., og det afspejler sig i det udvalg, der møder os journalister. Udfordreren hedder Beetle Sport, der med en 200 hk TSI-motor (den gamle GTI-motor) og 6-trins DSG-gearkasse vejer ind til 386.994 kr.

Jeg håber ikke, at der er nogen fra forsikringsselskaberne, der læser dette, for den her bil ligner din genvej til en billig GTI. Og med garanti til en billigere forsikring.

Bredere og lavere Beetle
Kan du huske den seneste Beetle? Forruden lå en kilometer væk med et instrumentbord så dybt som Atlanterhavet, og karrossen kunne tegnes med tre cirkler. Den nye formår på én gang at ligne originalen mere og se mere moderne ud, og også kvalitetsindtrykket er langt bedre end tidligere. Dog er der fortsat steder med hård plastik.

Beetle er blevet 84 mm bredere, 12 mm lavere og hele 152 mm længere end forgængeren. Sjovt nok virker der meget luftigt omkring bagsædepassagererne til trods for, at taget er mere fladt. Og som den hatchback, Beetle nu engang er, er der nem adgang til et mere end fornuftig bagagerum på 310 liter. Læg ryglænet af bagsædet ned, og pladsen vokser til 905 liter

Beetle Sport har fået baghjulsophæng fra Golf GTI, og mens mange sikkert savler over bilen med de legendariske tre bogstaver, så er Beetle Sport ikke et tosset alternativ. Ikke kun på grund af prisen, men fordi en Beetle med hele sin fortid bare står for noget andet. Og så er det mega-sjovt at drille en Mercedes SL-chauffør på motorvejen, mens speedometeret viser 240 km/t. Jeg kunne se, at han lige kiggede en ekstra gang i sidespejlene: Hvad pokker var det, der jagtede ham. Eller når man holder ved et lyskryds i en Boble - og giver de andre baghjul med “Hollywood-dæk”.

Opfører sig som en Golf
Ude på landevejene opfører Beetle sig, som man forventer - af en Golf. Der er ikke de store kritikpunkter at komme med, og motoren samt gearkassen har vi allerede kendt i årevis. Det betyder dog også, at Beetle fortsat ikke når en Mini til sokkeholderne, vurderet udelukkende på køreegenskaberne. Beklager.

Der kan dog være en kompensation på vej, for ifølge VW kommer en über-Beetle - Beetle R - med 270 hk allerede næste år.

Så konklusionen er hurtigt fundet - bundsolid teknik til en spids pris (undtaget Sport-udgaven!) i en tæskelækker indpakning. Og nu skal resten af dagen nydes i Boblen, der for hver eneste kilometer, jeg kører i den, vokser sig tættere til mit hjerte. Husk - der skal være plads til at vælge med hjertet.

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen