Biltest af Volvo S80 T6
Biltest af Volvo S80 T6 © bilmagasinet.dk

Volvo S80 T6

En turbo er god, men to er bedre

27. januar 2000 af Bilmagasinet

Af: Thomas Hjortshøj

Volvo S80 T6 er en kontinentkrydser, der hører hjemme i det fine selskab

Volvo S80 T6 var vores andet hjem i en uges tid, da vi tog en smuttur på små 4.000 km gennem Europa. Sådan et stræk afslører mange ting, fordi du opholder dig flere timer i træk i bilen, end du nogensinde ville opholde dig i dit rigtige hjem. Og som andre hjem har Volvoen også tv, telefon, komfortable lænestole og tempereret kabine. Der mangler sådan set kun en kaffemaskine og en toaster. Vi klarede os nu alligevel, for Volvo S80 T6 anbefaler sig som en af de bedste langtursbiler, jeg endnu har kørt.

Først og fremmest byder S80 på en mageløs komfort. Støjniveauet er reduceret til et minimum, først ved 200 km/t er der lidt vindstøj.
Den 2,8-liters, sekscylindrede biturbomotor gør heller ikke meget væsen af sig og udstøder højst et fladt whooosh, når begge turboer arbejder på højtryk. De to turboer leverer et massivt drejningsmoment på 380 Nm allerede fra 2.100 o/min og hele vejen til de 5.000 o/min, hvilket giver Volvoen nogle formidable mellemaccelerationer.

Med 272 hk er Volvo S80 en af de stærkeste forhjulstrækkere i verden, men accelerationen føles ikke voldsom, hvilket skyldes motorens jævne effektudvikling.

Automatgearkassen i S80 er af pladsmæssige årsager kun en firetrins på
grund af den tværstillede, sekscylindrede rækkemotor. Men den momentstærke motor og gearkassen arbejder forbilledligt sammen. Gearkassen kan betjenes i Tiptronic-style. Det fungerer godt med hurtige skift, men du overlader hurtigt arbejdet til automatgearkassen.

Mens det er svært at udsætte noget på Volvoens superkomfort, er den knapt så komplet køredynamisk. Undervognen virker rimeligt fast, men den næsetunge bil går tidligt over i understyring, og servostyretøjet savner skarphed og vejkontakt. Så længe man ikke betragter Volvo S80 T6 som en decideret sportslimousine, hører den hjemme blandt de bedste i klassen.

Hvad koster Volvos flagskib så? 754.294 kroner at smide på bordet, tak. Det er mange penge, men det er billigere end min ydmyge bolig, og jeg har ingen lædersofa eller stole...

Volvo S80 T6 754.294 kr.

Tekniske data
Motor: R6, 2.783 cm3, 24V, biturbo. 272 hk ved 5.400 o/min. 380 Nm ved 2.100 o/min. 0-100 km/t: 7,2 sek. Topfart: 250 km/t. Grøn ejerafgift: 6.860 kr. EU-mix: 9,0 km/l

Totaløkonomi:
Afskrivningsmæssigt ligger S80 T6 i den tunge ende. Topmodeller taber forholdsvis mere end de øvrige modeller. Regn med ca. 36% eller ca. 270.000 kr. over tre år.

Reservedelsindeks: 175
Service ekskl. materialer:
20.000 km: 3.860 kr.
40.000 km. 3.860 kr.
60.000 km: 3.860 kr.

Vi synes:
Perfekt rejselimousine, men det er lidt kort med sport

Måske er du interesseret i...