SUV-test: Audi Q3, BMW X1 og Range Rover Evoque

Der er kommet en hel generation af grønnere, aktive mini-SUV'er. Var det noget med den lækre Audi Q3, den sporty BMW X1 eller den trendy Range Rover Evoque?

16. juli 2015 af Søren Juul

I dagens politiske klima vinder du mere sympati ved at slagte babysæler og pushe crack til mindreårige end ved at køre en Sport Utility Vehicle. Så bilfabrikanterne har skabt en ny, grøn generation af krympede SUV’er med attitude og miljøprofil i orden, mens de tunge drenge må søge føde østpå.

Friskest fra samlebåndet er den nye Audi Q3, fætter til VW Tiguan, til priser fra 475.000 kr. Den fås med to 2-liters benzinere og to 2-liters dieselmotorer, hvoraf vi har lokket den kraftigste diesel med 177 hk, quattro-firehjulstræk og 7-trins dobbeltkoblingtransmission med i dag. Pris: 590.000 kr.

Til højre står Range Rover Evoque som en fræk konceptbil, der er stukket af fra en biludstilling. Den er løst baseret på en Land Rover Freelander og fås med tre eller fem døre, valget mellem to diesel- og én benzinmotor samt med eller uden firehjulstræk og automatgear. Startpriser fra 684.00 kr.

Vi har valgt den 5-dørs (den mest praktiske og som ligner den originale Range Rover mest) med den store dieselmotor med 190 hk (fås også med 150 hk), 6-trins automatgear og højeste Prestige udstyrsniveau til... hold fast: 999.000 kr.

Bagest lurer den gamle kending, BMW X1, baseret på den forrige generation BMW 1-serie til priser fra 473.690 kr. Den fås med tre benzinmotorer og fire dieselmotorer, med eller uden firehjulstræk og automatgear. Motor og gearkasse i sDrive20d er en 177 hk 2-liters dieselmotor og 6-trins automatgear for at matche konkurrenterne. Vi har tidligere kørt den med firehjulstræk, men den stiller i dag i en baghjulstrukken variant, der kører lige så godt. 

Jeg starter Range Rover’en, der nærmest står og råber i forhold til de selvudslettende konkurrenter. Den kvitterer for tilliden med traditionel dieselrallen, men i kabinen fornemmes slægtskabet til Jaguar. Her er effektiv støjisolering, en liret gearvælger, der elegant popper op af midterkonsollen og fantastiske sæder i Oxford-læder, der griber om kroppen som en polstret sugekop. 

Evoque er så sofistikeret, at jeg betvivler, at kollega Claus dagen før har videofilmet Evoque gennem 50 cm vand, pløjet gennem mudder og forceret stigninger med tilkørselsvinkler på op til 25 grader på Tirsbæk Gods uden er blød og bekvem. Med testens højeste egenvægt på 1.850 kg har testens stærkeste motor nok at slæbe på.

Se vores brugttest af Range Rover Evoque fra 2012 her

Trods et kæmpe moment på 420 Nm fra 1.750 o/min føles det ikke af 190 hk, men det går friskt fremad trods alt. På motorvejen ignorerer Evoque sidevind, men dens ultradirekte styretøj og faste undervogn gør, at den hele tiden virker nervøs og aldrig slapper helt af.

På Bil Magasinets hemmelige testrute i det vestsjællandske tager den til genmæle: Med kun 2,3 omgang fra stop til stop skal du ikke dreje rattet meget, før Evoque omgående stikker snuden i sporet med en kontrol og et engagement, som jeg ikke havde forventet af en bil baseret på en offroader.

Uden at komforten er barberet helt væk, håndterer undervognen vægtforskydninger og retningsskift så håndfast og forudsigeligt, at du kan køre til i din Evoque i en grad, der ville give en fuldvoksen Range Rover et slagtilfælde.

Det passer godt med dén opfattelse, du får af bilen inde bag rattet med udsigt gennem de smalle skydeskårsvinduer: Det er en sporty lille fætter, selv om den er lidt svær at placere på vejbanen de første kilometer. Det begrænsede udsyn gør det svært at bedømme, hvor meget plads, du optager på asfalten.

I praksis er det markant mindre end den ét ton tungere, fuldvoksne Range Rover. Pladsforholdene er gode i bagagerummet (testens største), mens bagsædet er godkendt med fin benplads. Passagerernes fødder hviler dog på et vinklet gulv. Drivlinen er godkendt, komfort og pladsforhold kunne være bedre, men for pokker den kører godt. 

Audi Q3 ligner udadtil en krympet version af Q5 - langt mere sporty og elegant end den enorme Q7, der diskret som en skolebus lurer fra bageste række på opslagsbilledet. Fra den høje siddeposition har du et godt udsyn over trafikken, hvorfra Audi fornyer titlen som mester af lækre kabiner: Instrumentpanelet udløser en wauw-effekt på testholdet med samme kvalitet som i den ny A6 med tydelige, flotte instrumenter, en fiks pop-up skærm i midterkonsollen, bløde materialer, sirlige samlinger og flotte aluindlæg. Testbilen er monteret med ternede sportssæder, som undertegnede sidder fremragende i, mens Thomsager aldrig finder sig helt til rette bag rattet.

Der er god plads på bagsædet, og hvad bagagerummet mangler i volumen i forhold til Evoque, giver den igen med en praktisk bovport-åbning kendt fra Audi A1 (og Opel Insignia Tourer).

Den 7-trins S-tronic gearkasse passer fremragende til den stærke TDI-motor. Den går lynhurtigt i indgreb og skifter intelligent, sømløst og camouflerer det faktum, at Audi-motoren trækker bedst over et relativt smalt omdrejningsfelt.

I praksis er drivlinen lynhurtig og sætter de andre til vægs i mellemaccelerationerne samtidig med, at den leverer varen pænest pakket ind i en silkeblød kraftudfoldelse. På motorvejen er komforten høj med et mere indirekte styretøj end i Evoque og en afslappet, nøje afstemt undervogn. Det passer godt til bilen. Men det betyder ikke, at det er en konebil. På de snoede veje viser den sig at have testens mest præcise styretøj med så meget feedback, som du kan ønske dig fra de relativt store hjul.

Den er ikke lige så sjov at køre som Range Rover, der bliver ved med at gribe i underlaget, hvor Audi’en lidt tidligere begynder at udviske linjen gennem svinget, hvis du kører for hurtig. Men hallo - det er en SUV, vi har med at gøre,og som eneste testdeltager napper Q3 to tons på trækkrogen.

Firehjulstrækket passer som i Range Rover sig selv, men du har ikke de samme knapper at lege med til at geare mekanikken til forskellige typer underlag. Men alt i alt gør Audi en god figur i alle kategorier.

Sidste deltager gennem testmøllen er BMW X1, som du stiger ned i - i stedet for op. Der er mere sporty crossover end SUV over den, for bortset fra de praktisk vinylskærmkanter, offroad-panelerne under kofangerne og den hævede frihøjde, så minder den mest af alt om en opstyltet 3-Serie Touring.

Du sidder - den bayerske tradition tro - glimrende på den ergonomisk vellykkede, konservative førerplads. Men du er placeret i samme højde som andre “almindelige” trafikanter, og det er et antiklimaks at lade øjne og fingre vandre hen over instrumentpanel og midterkonsol i denne test: Plastikkens støbekanter og hårdhed er under nutidens BMW-standard. Pladsforholdene er fine foran, men bagsædepassagererne sidder med knæene tæt på en ryg af hård plast på forsæderne.

Dieselmotoren er til den hårde side - men mest i opstartsfasen og under acceleration, hvor en hård motorlyd ikke lader dig være i tvivl om, at det er en selvtænder. Det angivne snitforbrug er 16,9 km/l (16,1 km/l med firehjulstræk), men det opnår vi ikke lige i dag. Automatgearkassen reagerer kvikkere end i Range Rover men kan heller ikke matche Audi’ens smidige skift.

Det lidt svagere drejningsmoment end i Q3 mærker du ikke til - den fine BMW-motor trækker hårdt og over et bredere omdrejningsfelt, så den føles i praksis hurtigere herude på de små veje, hvor X1’eren boltrer sig med testens bedste og mest præcise indstyring, en fornem balance mellem for- og bagvogn og masser af skud i bøssen, når du giver gas.

Desværre er undervognen afstemt, som skulle den køre Ring Taxi med Sabine Schmitz på Nürburgring, så når du er færdig med at nyde de sportslige meritter, lider du under en ikke-eksisterende komfort. Jeg har tidligere kørt en X1 med denne motor og mistænker testbilens 18” hjul med run-flat dæk for at være synderen. Styretøjet er usædvanligt tungt, og hjulene opsøger målrettet riller i vejen, så du konstant skal sidde og korrigere henover dårlig asfalt.

Ved konstant fart falder motoren til ro, men som Range Rover’eren bliver X1 ikke din bedste ven på motorvejen. Andre hjul kan være en løsning, men ikke desto mindre ender X1 med at være sorteper i denne sammenligning. Den kører fremragende, men hvorfor ikke vælge en mere dedikeret køremaskine fra BMW med bedre pladsforhold og komfort (som en 3-serie Touring f.eks.)? Eneste formildende omstændighed er den meget attraktive leasingpris og at det ikke er en “almindelig” 1-serie.

Så hvad skal du tage? Range Rover Evoque forfører testholdets hjerter med sit pragtfulde design, et skjult kæmpe offroadtalent og giver fornemmelse af at køre noget sjovt og dekadent. Men den døjer med en voldsomt høj pris, et relativt højt forbrug og en moderat komfort. BMW X1 er for hård og overflødig, mens Audi Q3 rammer sømmet som en moderne SUV med en allround god præstation. Dén tager vi.

Fra Bil Magasinet nr. 244, januar 2012


Vil du selv teste, hvilken af de tre modeller, der er bedst? Så kan du:

Bestille en prøvetur eller få et uforpligtende tilbud på en lignende Audi Q3

Bestille en prøvetur eller få et uforpligtende tilbud på en lignende Range Rover Evoque

Bestille en prøvetur eller få et uforpligtende tilbud på en lignende BMW X1

Måske er du interesseret i...