Biltest af Subaru B9 Tribeca 7-prs.
Biltest af Subaru B9 Tribeca 7-prs. © bilmagasinet.dk

Subaru B9 Tribeca 7-prs.

Supersize-særlingen

14. februar 2007 af Bilmagasinet

Af: Peter Clausen

Subaru B9 Tribeca får det svært i en skrap suv-klasse

Hos Subaru ved de noget om firehjulstræk. Og i USA elsker de Subaru, ligesom de er vilde med store suv’ere. Så ligger en Subaru-suv vel lige til højrebenet, ikke? Åbenbart ikke, for først nu, hvor suv-bølgen i USA så småt klinger af, har Subaru omsider sendt den USA-producerede B9 Tribeca på gaden.

Det skal selvfølgelig ikke komme den til skade, og i modsætning til i konkurrenter som VW Touareg og Volvo XC90 er næsten alt udstyr standard, f.eks. læder, bizone-klimaanlæg, navigation, 160 watt-lydanlæg, soltag og 18”-fælge; kan du nøjes med fem sæder, er der 50.000 kr. at spare. Læg dertil et rapt og funky kabine-design, du ikke finder andre steder. Subaru-særpræg som boxermotor, permanent firehjulstræk og ikke mindst mærkets fine kvalitetsry følger også med, og B9 Tribeca er både velkørende og komfortabel: Den krænger ikke meget, styretøjet er skarpt og bremserne gode, og affjedringen er behagelig.

Men den sekscylindrede boxer fra Legacy/Outback har sit at se til i to ton Tribeca, og det svage moment ved lave omdrejninger lader sig ikke skjule. Gang på gang må det femtrins automatgear skifte ned – desværre reagerer det langsomt på kickdown – og når omdrejningerne passerer 4.000, forvandles boxerens hvislen til en rå brummen. Læg dertil et par skæverter, der ikke er prisklassen værdige: Rattet kan kun justeres i højden, kun førerens el-rude har automatik-funktion, og regnsensoren er der slet ikke.

Ikke at Tribeca er en dårlig bil, for det er den ikke. Men bortset fra udstyret byder den ikke på meget nyt og spændende i en hårdt ombejlet prestigeklasse, hvor konkurrenterne har noget mere kendte og anerkendte fornavne end Subaru. Det er dens største problem – selvom Subaru virkelig ved noget om firehjulstræk.

SUBARU B9 TRIBECA 7-PRS.
Motor B6, 3.000 cm, 24V
Ydelse 245 hk ved 6.600 o/min
297 Nm ved 4.200 o/min
0-100 km/t. 9,7 sek.
Topfart 195 km/t.
Forbrug EU-miks 8,1 km/l
Årlig ejerafgift 13.480 kr.
Vægt/last/påhæng 2.002/573/2.000 kg
Mål (L/B/H) 485/188/169 cm
Bagagerum 450-1.495 liter
Dæk 255/55R18V
Værditab 3år/60.000 km ca. 400.000 kr. (45 pct.)
Reservedelsindeks 202
Pris 899.900 kr. (van 451.522 kr. inkl. moms)
Pris u/afgifter ca. 275.000 kr.

VI SYNES…Bestemt ikke dårlig – men heller ikke spændende nok til for alvor at udfordre Touareg, XC90 & co. Og værditabet bliver stort.

Måske er du interesseret i...