Stortest: Alfa Giulietta & co.

Alfa Romeo Giulietta forfører dig, der fristes af noble VW Golf, smukke Opel Astra og temperamentsfulde Seat Leon. Vi finder Golf-klassens bedste tilbud lige nu

18. november 2010 af Søren Juul

Derfor er de med

Hvis udseende betød alt, havde Alfaen vundet allerede nu. Snudepartiet a la Alfa Romeo 8C Competezione og den velformede popo får selv Opel Astra til at ligne en bænkevarmer. Men så nemme er vi ikke.

Giulietta entrerer Padborg Park med 170 hk under motorhjelmen fra sin 1,4-liters ­multiair­-­turbomotor og næsthøjeste udstyrsniveau Distinctive. Det inkluderer elektronisk Q2-spærredifferentiale, to-zone-klimaanlæg, start-stop-teknologi og 16”-alufælge. Pris 329.500 kr. Testbilen er forfinet med en Sportive II-pakke med 18”-alufælge, 15-mm sænkningssæt, sideskørter og dellædersæder. Merpris: 33.000 kr.

Lige i halen ligger Seat Leon. Det er 2010-versionen med forbedret interiør og støjisolering og dagens største motor: 1,8 TSI med turbo og 160 hk. Med udstyrsniveau Style koster den 302.900 kr. inklusive 2-zone-klimanlæg, fartpilot, et tykt læder-multifunktionsrat og 16”-alufælge som standard. Testbilen er opgraderet med 18” ­Cosmos-alufælge til 12.500 kr. inklusive dæk og montering fra ekstraudstyrslisten.

Opel Astra 1,6 Turbo har hele 180 hk og udstyrsniveau Sport. Prisen er 316.900 kr. inklusiv sportsæder, stort musikanlæg med syv højttalere, fartpilot, 17”-alu, to-zone-klima og tågeforlygter. Justerbar FlexRide-undervogn til 14.900 kr. og 19”-fælge til 10.000 kr. er hentet ned fra ekstraudstyrshylden.

Og ­endelig storfavorit og tidligere stortestvinder VW Golf, der lukker feltet med en turbo- og kompres­sorladet 1,4-liters TSI-motor med 160 hk og det obligatoriske udstyrsniveau Highline. Halvautomatisk aircondition, et stort anlæg med otte højttalere, multifuntionsrat, 16”-alufælge og sportssæder i stof og alcantara er standard til 313.698 kr. Den testede bil er opgraderet med en attraktiv DK-pakke til 10.000 kr. med fuldautmatisk ­klimaanlæg, 17”-alufælge og sænket sportsundervogn. ­Ejeren af den testede Golf gav fælgene et nøk opad, hvorfor det er 18”.

Alfa Romeo Giulietta

ALFA ROMEO GIULIETTA fortsætter med at flirte uhæmmet med testholdet ­indenfor. Instrumenter med italienske betegnelser, gammeldags vippekontakter, kromgreb i ­midterkonsollen og instrumentpanelet i imiteret børstet stål har mere stil end alle konkurrenterne til sammen.

Materialekvaliteten står mål med den gode stil, og samlearbejdet synes udført af en nidkær tysker. Skavanker? Jeg vil gerne have rattet længere nedad, end jeg kan få lov til, men ellers er ergonomien i orden.

Seat Leon

På bagsædet er der udmærket plads, men høje personer (over 175 cm) vil komme i nærkontakt med loftet. Som i lillebror Mito kan og bør du manipulere ved Giulietttaens speederrespons, servoeffekt i styretøjet, ESC-system og drejningsmoment, inden du kører så meget som en meter. Det særlige D.N.A.-system har tre indstillinger: All-weather, ­Normal og Dynamic, hvor motoren går fra døsig til en arrig sportsmaskine, der sparker 250 Nm af sig, når du går til den. Den tøver indledningsvis, men når først motoren passerer 2.500 o/min, er der masser punch i maskineriet helt op til knapt 6.000 o/min, hvor motorlyden ­bliver enerverende.

Gearkassen gør det til et taknemmelig job at holde motoren indenfor optimale arbejdsrammer, for med silkebløde, præcise håndledsvrik bladrer du frem og tilbage mellem trinene akkompagneret af diskrete pift fra wastegaten, når du slipper speederen.

Platformen er helt nyudviklet med nye hjulophæng: MacPherson-ophæng fortil og et avanceret multiledophæng bagtil, så forvent mere dynamik end f.eks. Fiat Bravo, der kører med en billigere compound-aksel løsning (langsliggende svingarme forbundet med tværgående stiv aksel).

Alfa Romeo Giulietta

Det mærkes på lande- og motorvej, hvor Alfaen optræder stramt, præcist og kontant. De fleste uævnheder absorberes hæderligt, men lidt bump må du finde dig i. Til gengæld sætter Alfaen sig solidt på asfalten og rykker sig ikke en tomme sideværts, selv når du kører med fuld gas på Autobahn.

Styretøjet er af høj klasse: Godt vægtet og leverende masser af feedback, så du har en dejligt ufiltreret fornemmelse i rattet, når Giuliettaen dykker fladt ind i de skarper kurver.

Det elektroniske spærredifferentiale gør, at du ikke døjer med hjulspin ud af svingene igen. Det går friskt for sig, men skridgrænsen er lidt lavere, end vi havde forventet, mens bagvognen pure nægter at slippe underlaget, uanset hvor meget du provokerer den med speederslip og dap på bremsen. Alfaen reagerer sikkert og forudsigeligt, men den er klart mindre legesyg end sin køreglade forgænger Alfa Romeo 147. Til gengæld virker den en hel del mere voksen.

VW Golf

VW GOLF står tilknappet og konservativ ved siden af Alfaen. Stemningen bliver ikke mere løssluppen, da jeg tager plads i ­kabinen, for det er som at gå fra stævnemøde med Monica Bellucci (hun er lækker!) til et arbejdsmøde med Angela Merkel. Ikke særligt hot, men tyskerne kan virkelig deres kram.

VW Golf

Du sidder ganske enkelt eminent i alcantara-stofsæderne, og der er gode ­pladsforhold også på bagsædet. Bagagerummet er det ­nemmeste at gå til, for åbningen er helt rektangulær. Vi har tidligere rost VW’s 1,4 TSI med turbo- og kompressormotor med 160 hk, men i dette selskab er den under hårdt pres. Javist, kompressoren laver boost helt fra lave omdrejninger, så bundtrækket er flot, men lidt længere op ad omdrejningsskalaen føles den svag i forhold til Seats 1,8 TSI-motor. Vi må dobbelttjekke, at vi ikke har fået fingre i den mindre, 1,4 TSI med 140 hk. Det er bare ikke nogen sportsmotor. Dap speederen i tomgang, og det susende, hvæsende lydspor efterlader tvivl, om VW har installeret en Nilfisk i stedet for en kompressor og en turbolader.

Golf kører med sportsundervogn, men er stadig meget blødere end Alfaen. Det gør Golfen mere afslappende, uanset om det går ­hurtigt ligeud ellers svinger. På Autobahn giver den en af dagens mest tillidsvækkende oplevelser; du kan køre 200 km/t i timer uden at få svedige håndflader.

 

VW Golf

Jeg pisker den sorte Golf ned ad Padborg Parks langside. Op på bremsepedalen, der hårdt og kontrolleret børster farten af, før den opstillede chikane. Du skal dreje mere på rattet, før Golfen uden problemer smutter igennem den dobbelte undvige manøvre, men du har ikke den samme kirurgiske fornemmelse i styretøjet som i Giulietta.

Som hos Alfa Romeo får du en ­avanceret multiled-bagvogn, men den er ikke pakket ind i den belastende spændetrøje. Hvis du er i humør til det, kan du faktisk godt få ­bagvognen ud og snuden til at nappe i asfalten i sving, når du provokerer Golfen med speederslip og dap på bremsen. Men det er, som om førnævnte Merkel sidder stram i betrækket ved siden af, når du giver gas. Den kan godt, men stemningen er ikke rigtig til det i en Golf.

Opel Astra

OPEL ASTRA ligner en mere underholdende cocktail. 180 hk, 19”-valser med bredt gummi og så den aktive FlexRide-undervogn, hvor du kan lade støddæmperne passe sig selv eller vælge Tour for cruising eller Sport, når du vil have hurtigere speederrespons og opstrammmede støddæmpere.

Først det praktiske tjek: Det er en flot bil især bagfra, hvor den ser lav, bred og agil ud, men det koster lidt på adgangen til bagagerummmet, der nok er testens største, men sagerne skal læsses ind gennem en smal åbning. Høje bagsædepassagerer skal være opmærksomme på ikke at slå hovedet ind i den faldende taglinje. Pladsforholdene deromme er en tand bedre end i Alfa, men stadig ikke for langlemmede.

Opel Astra

Der er lækkert design foran; med et flot instrumentpanel, hvor midterkonsollen skaber en tiltalende cockpit-fornemmelse mellem forsæderne. Desværre har designerne ­overdynget den med så mange knapper, at det er forvirrende at betjene. Forsæderne er ­fantastiske. Som i Golf formår de både at afstresse din ryg og holde dig godt fast i sving.

Ude på landevejen giver Astraen et rigtig godt førstehåndsindryk; støjsvagt og behageligt svæver den hen over asfalten, når undervognen er sat i den defensive Tour-indstilling.

Vi har tidligere påpeget, at Astra blev ukomfortabel med for store hjul, men det er ikke noget, jeg bemærker i dag. Tværtimod. På Autobahn viser den sig som bilen med de ­største bøffer, for speedemeteret viser pludselig 231 km/t, mens resten af feltet har haft problemer med at runde 220. Men problemerne venter forude. Motoren er nemlig en brovten karl, når den skal arbejde. For det første døjer den med dagens mest udtalte turbo­tøven, og motorlyden er grov under acceleration. Jeg har sat undervognen i Sport for at teste de sportslige egenskaber. I dette selskab kommer ­Opelen overraskende nok i knibe. De store hjul har såmænd masser af bid i asfalten, men undervognen får selv Golfen til at virke som en hardliner.

Opel Astra

Styretøjet er tilpas direkte, men det er for letgående og omkring midterstillingen føles det underligt kunstigt og dødt. Den kører ekstremt neutralt; med masser af bid i forhjulene, men bagvognene er sat i en endnu strammere spændetrøje end ovre på Alfa Romeoen.

Seat Leon

SEAT LEON har vi ikke de store forventninger til, for modellen kom trods alt i 2005. Men hov! Den leverer jo lige præcis det, vi har ­sukket efter hele dagen: Køreglæde uden kompromiser. Ja, den ser lidt billigere ud i kabinen i forhold til de andre, men 2010-versionen har altså fået lækre, bløde materialer på instrumentpanelet, sæderne støtter fremragende og det tykke, lækre sportslæderrat er perfekt at gribe om.

Den 1,8-liters turbomotor har 160 hk, men føles som klart den stærkeste i dag. Den trækker hårdt helt nede fra kælderen, så Leonen småstamper i jorden i 1. gear - og bliver ved helt op til 6.500 o/min med en herlig ­snerren, som VW Golf-teknikerne burde optage på bånd og installere i den mindre 1,4 TSI.

Den føles klart hurtigst, hvilket bakkes op af dagens hurtigste accelerationsmålinger.

Seat Leon
 

Og så er der styretøj og undervogn. På Padborgs snørklede sektioner folder den sig ud som Golfens billige, men pivfrække søster, der er med på alle de sjove tricks. Styretøjet er en tand strammere end i Golf, ­undervognen er fastere, og du har samme delikate fornemmelse i svingene som i Alfaen, bortset fra, at Leonen går et skridt videre og slipper bagvognen fri, når du vil have hjælp til at komme rundt i svinget.

På Autobahn ligger den lidt mere nervøst end de andre, men vidste du ikke bedre, vil du synes, at den kører fantastisk ved de 222 km/t, som vi fik den til at rende.

Alfa Romeo Giulietta

Nå ja, bagsæde- og bagagerum er lige så meget handicappet af det frække coupé-design som Opel Astra, men prisen er dagens laveste. Og som den eneste bil i dag, har den noget GTI over sig. Skarpe køreegenskaber, en vild motor inden for rimelighedens grænser og et flot design. Vi har en vinder...

Konklusion

#1 Seat Leon 1,8 TSI
Leon gør et flot comeback som VW Golfs vilde partysøster, der er med på ballade. Masser af power, en fin pris og en legesyg undervogn gør den til en ægte Bil Magasinet-bil og stortestvinder.

#2 Alfa Romeo Giulietta 1,4 Multiair
Alfaen er mindre ­gedigen end VW Golf, men den kommer med nogle forfriskende entusiastløsninger på dine bilbehov, som vi er nødt til at præmiere. Smuk, velkørende - og tæt på at tage førstepladsen.

#3 VW Golf 1,4 TSI
Golf er en helstøbt, homogen og færdigudviklet bil med mange kvaliteter, men den er også lidt kedelig med sin kønsløse turbo/kompressormotor og forudsigelige design. Fin pris og kvalitet.

#4 Opel Astra 1,6 Turbo
Det er svært ikke at ­blive skuffet over den mest ­offensive model i Astra-programmet. For ­hverken turbomotoren ­eller ­undervognen ­lever op til det flotte ­design, når det kommer til at lave en ­køreglad bil.

Kommentar af forfatter Søren Juul:
Egentlig har vi mest lyst til at kåre skønheden Alfa Romeo ­Giulietta som vinder, for det er uden tvivl ­golfklassens smukkeste bil ude som inde med en masse frække løsninger. Men spanske Seat Leon er umulig at overse, når den har den fedeste motor, den sjoveste ­undervogn og den bedste pris. Den er ­hurtig nok til at føles som en let GTI . Det kan vi li’!

Kilde: Bil Magasinet nr. 228/september 2010
Fotos: Søren Juul

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen