Testbilen kørte på vinterfælge med hjulkapsler. Den leveres standard med 15” alufælge, når du køber udstyrsniveauet Elegance

Skoda Rapid Spaceback Elegance 1,2 TSI 105 hk

I skyggen af storebror

1. juli 2014 af Søren Juul

Designet er vellykket, den er omtrent så rummelig som en første-generations Octavia, og du kan få den med en række friske motorer. Alligevel har vi holdt Skoda Rapid ud i strakt arm. Den kører på en ældre Polo-platform, og kabinen virker billigere i forhold til resten af Skoda’s modelprogram.

Testbilen gør dog en ihærdig indsats for at åbne vores øjne for modellens fortræffeligheder. Mest overbevisende er den altid veloplagte 1,2-liters TSI-motor, som trækker homogent og uanstrengt fra lave omdrejninger takket være 175 Nm fra 1.550 o/min.

Kabinen er trist i de billigere udstyrsudgaver pga. af mængden af sort og hård plastik, men testbilen føles næsten lækker. På de mest iøjnefaldende flader i kabinen er der monteret dekorative krom­indlæg, mens et tre-eget læderrat og klimaanlæg fjerner det meste af billigbilsfornemmelsen.

Bag rattet føles den som en mindre udgave af storebror Octavia Combi. Dén koster fra 214.000 kr. med en 86 hk 1,2 TSI-motor. Og med ét holder Rapid’s charmeoffensiv op med at virke. Den er for dyr i forhold til sin eftertragtede storebror.

 

Skoda Rapid Spaceback Elegance 1,2 TSI 105 hk
Pris 209.000 kr.
Motor R4, 1.197 cm3, 8V, turbo
Ydelse 105 hk ved 5.000 o/min | 175 Nm ved 1.550 o/min | Topfart 193 km/t
0-100 km/t 10,2 sek. | EU-miks 20,0 km/l

Måske er du interesseret i...