Biltest af Renault Megane Scenic RXT 1,6 16V

Renault Megane Scenic RXT 1,6 16V

Tæppet op for anden akt

27. januar 2000

Af: John Sørensen

Ny Scenic presset af øget konkurrence

Scenic HAR SAT masser af ting i gang, hvad angår kompakt og anvendelig nytænkning i familiebiler.

I øjeblikket står den nye Scenic II stærkere end nogensinde med friske 16V-motorer, bedre udstyr og uændrede priser. Problemet er bare, at konkurrenterne har arbejdet intenst på at blive endnu bedre. Det gælder for eksempel Fiats kontroversielle sekssæders-Multipla og Opels syvsæders Zafira. I kulissen lurer en ny, oplagt Scenic-dræber i form af Citroën (Xsara) Picasso.

Det skal nu ikke afholde nogen fra fortsat at drage Scenic ind i billedet, for den er aldeles glimrende at køre i, og hvis du kan nøjes med fem sæder, bør Scenic stå højt på ønskelisten.

De nye, 16-ventilede motorer klarer opgaven hæderligt. Mellemmodellens 1,6-liters-maskine yder 107 hk, og topmodellens 140-hestes 2-liters-motor gør det efter min bedste overbevisning ikke meget bedre. Den lille, 95-hestes 1,4er er for lille, hvis du ofte kører med læs på.

Komforten er fransk i ordets bedste betydning. Du vil her opleve en glimrende dæmpning af undervognen og god føling med bilen på trods af den høje karrosse. Styretøjet er derimod ikke indbegrebet af præcision. Den blødt affjedrede Scenic krænger mere end en traditionel sedan i sving, men den svigter dig ikke på skridgrænsen. Der er masser af muligheder at indrette sæderne på, for de tre bagsædestole er separate, og du kan pakke i alt 100 liter bagage af vejen på 18 forskellige steder i kabinen. Bagagerummet er et glimrende supplement til pakningen med maksimum 410 liter, når alle sæder er på plads.

De i alt fire udstyrsniveauer kan suppleres med det smarte, dobbelte el-soltag, testbilen var udstyret med. Det koster 14.999 kroner. Den praktiske bagklap med separat åbning af bagruden er ikke standard på de mindste niveauer RT og RXE, men kan købes ekstra for 2.500 kroner.

Men inden du køber dig fattig i ekstraudstyr, skal du prøve bilen på egen hånd. Hvis du kan leve med køreoplevelsen i en af de bedre midi-MPVer, er det tid at tage resten af familien med på råd.

Renault Megane Scenic RXT 1,6 16V 239.996 kr.

Tekniske data
Motor: R4, 16V, DOR-H, 1.598 cm3. Ydelse: 107 hk ved 5.750 o/min. 148 Nm ved 3.750 o/min. Topfart: 185 km/t. 0-100 km/t: 11,2 sek. EU-mix: 13,7 km/l. Årlig ejerafgift: 2.760 kr.

Totaløkonomi:
Scenic er en eftertragtet brugtbil, selv om der er kommet flere MPVer på banen. Regn derfor med en fornuftig afskrivning. Udstyrsmodellen taber et ekstra pct.-point. Efter 3 år/50.000 km har en RXT 1,6 tabt 75.000 kr. (31 procent).
Reservedelsindeks: 116
Service ekskl. materialer:
20.000 km: 835 kr.
40.000 km: 1.067 kr.
60.000 km: 1.531 kr.

Vi synes:
Ideel til den frankofile familie

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen