Premiere: Vi tester MX-5 med fast hjelm

Japanerne udvikler deres hjørnestensmodel, MX-5. Udover et nyt tag kommer MX-5 RF også med en ny gearkasse på det danske marked.

17. januar 2017 af Frederik T. Frey


Hvor?

Barcelona, Catalonien

Hvad er nyt?

Mazda MX-5 RF handler mest af alt om sportsvognens nye tagkonstruktion – den er så samtidig med til at ændre bilens design ret radikalt. Frem for en blød kaleche som vi kender det fra MX-5 Roadster, har RF et firedelt foldetag udført i aluminium, stål og plastik.

Det nye foldetag giver bilen en helt anden silhuet, og et par bastante C-stolper giver japaneren coupélinjer. 

Motorerne deler den med Roadsteren, men på den danske marked introduceres en 6-trins automatgearkasse som mulighed i den nye MX-5 RF med 2,0-liters motor.

Hvem er konkurrenterne?

På en måde er den almindelige MX-5 og den mere tilbagelænede Fiat 124 Spider konkurrenter, selv om design og tagkonstruktionen adskiller dem. Er der lidt flere penge på kontoen, er biler som Mini Cabriolet og Audi TT heller ikke helt ved siden af.

Hvordan kører den?

Den kører præcist og sjovt, hvis det skal siges kort. MX-5 både med blødt og hårdt tag er fortsat en sportsvogn, hvor den dynamiske køreglæde er vægtet højere end kabineplads. 

Den mere solide tagkonstruktion er svær at mærke i køreegenskaberne, men særligt ved hastigheder under 90 km/t med taget oppe mærkes bilen mere støjsvag end broderbilen med kaleche. Også det faktum at foldetaget er fuldelektrisk, giver en højnet komfort, og er med til at understrege RF's lidt mere voksne og civiliserede profil.

Hvornår lanceres den?

Fra marts måned vil det være muligt at få fingre i en Mazda MX-5 RF. Priserne starter ved 344.998 kr., hvilket er præcist 45.000 kr. mere end en tilsvarende MX-5 Roadster.

VI SYNES...

MX-5 RF ændrer ikke meget ved alt det fede en MX-5 Roadster allerede er – den kører stadig som et ægte legetøj. Om designet og merprisen for bekvemmeligheden ved det fuldelektriske foldetag er berettiget, må salgstallene vise – men MX-5 RF formår at ændre lidt ved formlen, uden at ødelægge den.

Måske er du interesseret i...