Premiere: Første test giver høje forventninger til nye seje Scenic'er

MPV-typens nye frække drenge er fjerde generation af Renault Scenic og Grand Scenic, der med SUV-træk og 20”-fælge giver familiefaderen et skud attitude.

8. september 2016 af Daniel Bohnsen

Hvor er vi?

Bordeaux, Frankrig

Hvad er nyt?

Det meste. Platformen er Renault/Nissan's CMF-CD-modul, og motorerne kendes også fra seneste Megane, Kadjar, Talisman og Espace, men ellers er de nye MPV'er helt nyudviklede.

Renault har med Scenic og Grand Scenic forsøgt at gøre deres MPV til mere end bare en fornuftig familiecontainer, og det samlede indtryk er mere spændende og udfordrende end forgængeren.

I bund og grund er Renault’erne dog stadig praktiske og rummelige biler til børnefamilien, men med to-tonet lakering, fuldt LED-lys, øget frihøjde og 20”-hjul som standard på alle modeller, er der arbejdet hårdt på at få resten af klassen til at se konservative ud.

Interiøret virker robust og praktisk i vanlig Scenic-stil, men både materialer og design har fået et nøk op fra den gamle model med en stor elegant midterkonsol og 8,7"-touchskærm som centrum.

Kabinen i de nye Renault’er er generelt et rigtig lækkert sted at være, men der er også et par bommerter, som fartpilotknappen der er placeret på højre side af gearstangen lige i førerens blinde vinkel.

De sædvanlige opbevaringsbokse i gulvet har i den nye udgave af Scenic måttet lade livet på grund af det nye højbenede look, til gengæld har Renault lavet en fleksibel midterkonsol, der kan skydes frem og tilbage mellem de forreste to sæderækker. Det er en fin detalje, der fungerer godt i praksis.

På motorfronten er der også nyheder, i særdeleshed i form af en dieselhybrid med 110 hestekræfter der ved hjælp af en 10kW elmotor både øger momentet og sænker forbruget. Diesel- og elmotoren samarbejder gnidningsfrit, selvom kraftforøgelsen i praksis er minimal omend mærkbar.

Hvem er konkurrenterne?

Den “lille” Renault Scenic kæmper direkte med de lidt mindre Suzuki S-Cross og Opel Meriva, det andet franske rumvæsen Citroën C4 Picasso og den ligeledes SUV-inspirerede Peugeot 3008. I den dyrere ende finder vi Volkswagen Touran, Ford C-Max og BMW 2-Serie Tourer.

Renault Grand Scenic vil i Danmark kun blive solgt med syv sæder. De direkte konkurrenter er derfor Citroën Grand C4 Picasso, Peugeot 5008 og Opel Zafira, men også Ford S-Max og BMW 2-Serie Gran Tourer, der dog kommer med et større prisskilt.

Med den nye højbenede stil kunne også tohjulstrukne udgaver af populære SUV’er som Nissan Qashqai og Mazda CX-5 også komme i krydsilden, ligesom det er spændende at se, om Renault’s egen Kadjar finder plads mellem Scenic og Grand Scenic.

Hvordan kører den?

Ganske udemærket og relativt fast. De store 20”-hjul er kun 195mm brede og dækprofilen svarer til dén fra gennemsnitlige 17”-hjul med en sidevæg på 107 mm. Det skulle i følge Renault sikre komforten og forbedre brændstoføkonomien, men ikke desto mindre virker den nye Scenic hårdere afstemt end den gamle.

Den kører dog på ingen måde dårligt, og fordelen ved samme hjulstørrelse over hele modelrækken er, at Renault har kunnet indstille undervognen til ét set-up.

Benzinmotorerne virker undermotoriserede i selv den mindste Scenic og med største motorvariant. Til gengæld er de kraftige dieselmotorer formidable især i samarbejde med EDC-automatgearkassen med dobbeltkobling.

Hvornår lanceres den?

Der er endnu ikke danske priser og ankomstdato på de nye Renault’er, men forvent lancering til nytår og en startpris på omkring 240.000 kr. for en Scenic og cirka 25.000 kr. ekstra for en Grand Scenic.

VI SYNES…

Renault er som mange andre gået SUV-vejen for at give deres MPV’er kant, men de har gjort det helhjertet, og de nye Scenic’er er spændende at se på uden at have mistet deres praktikalitet. Renault har store forventninger til Scenic og Grand Scenic i Danmark, og det har de også grund til.

Mere

Måske er du interesseret i...